Klimademonstation: - Der skal også ske noget i Frederikshavn
Klimakampen foregår ikke kun på konferencer i verdens største byer. Fredag formiddag foregik klimakampen også på rådhuspladsen i Frederikshavn.
Dagens store klimastrejke for skoleelever og studerende i en række større byer som Aalborg og Frederikshavn er et tegn på nødvendigt et større fokus på klimaspørgsmål.
Sådan lød et af budskaberne fra de demonstranter, som TV 2 Nord mødte i Frederikshavn i forbindelse med strejken.
- Det bliver kun værre og værre med klimaet, og der skal gøres noget, før det er for sent, siger Anna Brogaard, der går i 2.g på Frederikshavn Gymnasium.
Og Anna Brogaard er ikke alene om at efterspørge et politisk klimafokus.
Næstvigtigste politiske tema
Megafon-måling for TV 2 viser, at klimaet er i toppen af mange danskeres bevidsthed. Faktisk er miljø og klima nu det næstvigtigste politiske tema for danskerne.
Og noget tyder på, at det ikke kun er elever i Frederikshavn, der har det sådan. Kort før sidste valg var det kun nummer ni på listen over vigtige emner. Og målingen viser også, at for de 18-29-årige er klimaet nu det allervigtigste politiske tema.
Hos initiativtager Freja Bruun, der går i 10.klasse i Frederikshavn og generelt er aktiv i kampen for større klimafokus, er dagens strejke blot en af mange ting, man kan gøre for at hjælpe på klimaet.
- Vi vil gerne vise, at vi også kan være med her i Frederikshavn. Vi vil gerne have, at der sker noget, siger hun til TV 2 Nord.
Se hele interviewet med initiativtager Freja Bruun i klippet herunder.