Koldt gys: Vinterbader-festival mere populær end nogensinde

362 vinterbadere fra hele Skandinavien hopper i vandet, når der er Skagen Vinterbader Festival.

TV2 Nord sender direkte fra Skagen Vinterbader Festival fredag 24. januar klokken 8.15-8.45 på TV2 Nord Salto, TV2 Nords Facebook-side og selvfølgelig på tv2nord.dk.

Der gik ikke engang et døgn, før alt var udsolgt til Skagen Vinterbader Festival. Fredag går det så løs, når 362 vinterbadere fra 50 forskellige vinterbaderklubber hopper i bølgen blå.

- Hvert år bliver vi helt benovede over den store interesse for vinterbaderfestivalen – og så alligevel ikke. Som vinterbader er naturoplevelsen det primære kombineret med alt det sociale, siger Mette Hust, der er formand for Skagen Vinterbaderfestival og Vinterbaderklubben Isbryderne, der arrangerer festivalen.

Festivalen blev afholdt for første gang i 2012, og for mange vinterbadere er det blevet en tradition at tage til Skagen for at samles om det kolde gys.

Som noget nyt er der også interesse fra Sverige og Tyskland.

Den store interesse for festivalen glæder turistdirektør René Zeeberg fra Turisthus Nord.

- Det betyder rigtigt meget for erhvervet i Skagen, at vi har et event som vinterbaderfestivalen i januar måned. I Turisthus Nord arbejder vi målrettet på at udvikle helårsturismen, og her er Skagen Vinterbader Festival med til at skabe en uvurderlig branding af Skagen som en spændende vinterdestination, siger han.

Skagen Vinterbader Festival finder sted 24. til 26. januar.

TV2 Nord sender direkte fra Skagen Vinterbader Festival fredag 24. januar klokken 8.15-8.45 på TV2 Nord Salto, TV2 Nords Facebook-side og selvfølgelig på tv2nord.dk.

I 2019 deltog Grevinde Alexandra ved Skagen Vinterbader Festival.

Seneste nyt

fra Nordjylland