Seneste nyt

fra Nordjylland

Kommune garanterer for lån på 52,5 millioner kroner til havn

Et stort flertal på 27 af byrådets 29 medlemmer i Frederikshavn stemte ja til at bevilge Frederikshavn Havn en lånegaranti på 52,5 millioner kroner.

Det er blot to måneder siden, at Frederikshavn Havn seneste måtte bede politikerne i Frederikshavn Kommune stille garanti for et lån. Dengang sagde et enige byråd ja til at stille garanti for 85 millioner kroner, så havnen kunne betale regningerne for at få et olieterminalanlæg til Stena Oil bygget færdigt.

Det lån slog ikke til, så derfor var der endnu en ansøgning fra havnen på byrøddernes bord. Igen skal pengene bruges på olieterminalen, som er blev tre år forsinket og mange millioner dyrere end budgettet.

- Det her handler om, at vi har en ordentlig klods om benet, og vi skal gøre det færdigt, og sådan kan det gå i nogle byggesager. Det er rigtig uheldigt, men vi skal jo gøre det færdigt. Vi kan ikke bare sige, at nu giver vi ikke flere garantier, for hvad vil vi. Man kan jo ikke bare sælge det som skrot, siger Frederikshavns borgmester Birgit Stenbak Hansen (S).

Nej til flere garantier

Jens Nygaard fra Nye Borgerlige undlod at stemme, mens Jens Borup fra Venstre stemte i mod, at kommunen skal give havnen endnu en garanti.

- Jeg synes ikke, at jeg overfor skatteyderne i Frederikshavn Kommune en gang mere kan stemme ja til at give yderligere lån. Jeg ville gerne have haft nogle flere oplysninger, og det kunne jeg ikke få, siger Jens Borup.

- En havn skal drives godt og sikkert, og der kan det ikke hjælpe, at vi siger nej. Vi ejer den havn, og det er et barn, vi har med bestyrelsen. Der skal være sikker hånd på rattet, og der skal politisk beslutningskraft til at vi kommer videre. Det hjælper ikke bare at sige nej, fastslår borgmesteren.

Aftalen om at bygge det store olieterminalanlæg på havnen i Frederikshavn blev indgået i 2019 mellem Bladt Industries og Frederikshavn Havn. Ambitionen var at bygge Nordeuropas største olieterminal til skibe, og Frederikshavn Havn skulle være Stena Oils nye hovedcenter, da deres aktiviteter i Gøteborg skulle flyttes til Frederikshavn.

Fra olieterminalen i Frederikshavn skal der sejles brændstof ud til skibe, som sejler forbi Frederikshavn, så de kan tankes her. Det er ligeledes ambitionen, at olieterminalen kan være med til at tiltrække flere fartøjer til havnen, som enten skal serviceres, hente eller laste gods.

Efter flere års forsinkelse blev olieterminalen langt om længe overdraget til Stena Oil midt i november. De kan nu tage terminalen i brug, og dermed sikrer indtægter til Frederikshavn Havn.