Kræftramt nordjyde løber 615 kilometer på en uge

39-årige Tina Andersen fra Tranum har sat sit et mål om at løbe fra Skagen til Allinge på Bornholm i kampen mod kræft.

Tilbage i 2010 fik Tina Andersen konstateret brystkræft, men sygdommen skulle ikke få lov at knække hende, og nu har hun sat sig for at løbe fra Skagen til Bornholm som deltager ved Folkeløbet – Proof of Life.

Folkeløbet, der er arrangeret af foreningen Proof of Life, går ud på at løbe en stafet den lange ved fra Grenen til Bornholm, hvor der i næste weekend er Folkemøde. Tidligt i morges blev stafetten sat i gang, og da den var løbet til Skagen, tog 39-årige Tina Andersen over for at bringe den omkring 110 kilometer længere sydpå til Aalborg.

- Det er udfordring. Det er det, vi godt kan lide. Så må vi se, hvor langt, vi kan nå, siger Tina Andersen, da hun har tilbagelagt de første 20 kilometer af dagens strækning.

Lørdag fortsætter hun fra Aalborg til Aarhus, og sådan fortsætter hun og stafetten den kommende uge – i alt 615 kilometer.

- Man bliver glad af at komme ud at løbe, fordi det udskiller nogle stoffer til hjernen, og man fokuserer på det positive i stedet for det negative, og man kan gå hen og glemme, at man er syg, siger Tina Andersen.

Gennem turen tværs over landet vil forskellige kræftramte som 25-årige Marlene Skaarup Kjær fra Frederikshavn, der for fem år siden fik konstateret lymfekræft, gøre Tina Andersen selskab og hjælpe hende med at fragte stafetten til Bornholm.

- Jeg havde regnet med, at jeg bare skulle løbe fra Elling til Sæby, men jeg tror da, jeg holder Tina med selskab, siger Marlene Skaarup Kjær, der er med på fredagens tur.

Hvis Tina Andersen på torsdag når i mål på Bornholm, har hun løbet næsten 15 maraton-distancer.


Seneste nyt

fra Nordjylland