Kranbil tilkaldte ambulance til gammelt færdselsuheld
Foto: Mikkel Bering
Ambulancer og politi er fredag eftermiddag til stede ved Aldi på Sæbygaardsvej i Sæby, hvor der er sket et færdselsuheld.
Fredag eftermiddag omkring klokken 15.30 skete der et færdselsuheld på Sæbygaardsvej ved Aldi i Sæby.
Parterne havde øjensynligt ordnet detaljerne omkring uheldet uden hverken ambulance og politi, men da Falcks kranbil kom til stedet for at bugsere den ene af de to biler væk, måtte der alligevel tilkaldes ambulance.
- Føreren af kranbilen hører at den ene af parterne klagede over smerter i hoved og nakke, så han tilkaldte ambulancen, og derfor hørte vi også først om uheldet, da det var en time gammelt, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Per Vagn Nielsen, der også har en patrulje på stedet.
Han kender ikke yderligere til de impliceredes tilstand, men fortæller at også modparten er blevet sendt på sygehuset til undersøgelse. Deres skader er ikke livstruende.
Det var øjensynligt en vigepligtsovertrædelse der førte til uheldet, og vagtchefen vurderer, at der der vil blive optaget rapport.