LIGE NU:

Lars Marquarts nytårsfest er helt i skoven

De fleste holder nok deres nytårsfest indendørs, men Lars Marquart og hans venner har valgt at fejre nytår i en skov uden for Sæby.

- Jeg tror det er fint her, siger Lars Marquart mens han spænder presenningen ud mellem to træer i en skov lidt syd for Sæby.

Lars Marquart, der til daglig bor i Aggersund, gør klar til en lidt alternativ nytårsfejring. Sammen med et sæt venner har de valgt at fejre nytåret med en skovtur.

- Vi har været afsted et utal af gange i løbet af året, og så ville vi også slutte året af herude. Det synes vi, kunne være hyggeligt, siger Lars Marquart.

Selvom nytårsfesten foregår udendørs, så bliver der alligevel serveret varm mad. Menuen står blandt andet på rådyr tilberedt over bål.

Mulighed for tømmermænd

Mange har nok brug for et stabilt underlag, når de går i seng for første gang i et nyt år. For Lars Marquart og hans venner, må de se, om de kan holde balancen i deres medbragte hængekøjer.

- Vi har en form for sovepose nedenunder til at holde varmen nedefra, siger Lars Marquart og viser sin camouflagemønstrede sovepose frem. Hans hængekøje hænger dog med lidt længere afstand til de andre. Men det har ikke noget med corona at gøre.

- Jeg plejer gerne at skulle ligge lidt længere væk fra de andre, fordi de synes, jeg snorker lidt højt, siger Lars Marquart.

På trods af den alternative festlokation, så er der én ting, der er, som det plejer at være. Vennerne har nemlig medbragt lidt vådt til ganen. Så er spørgsmålet bare, om det også betyder tømmermænd den 1. januar.

- Muligheden er der. Vi har taget udstyr med til, at det godt kan lade sig gøre at få lidt tømmermænd. Nu må vi se. Der er jo ikke så langt ud, hvis man skal kaste op. Så er det jo bare ud over hængekøjen, så er det ude, griner Lars Marquart.