Lettelse i Sæby: Ingen skader i lystbådehavnen

Havnefogeden i Sæby Lystbådehavn har ikke konstateret skader i forbindelse med nattens forhøjede vandstand.

Der er til morgen lettelse at spore hos havnefogeden i Sæby Lystbådehavn, Birger Isaksen, som har været en tur rundt på havnen for at se efter eventuelle skader i forbindelse med den forhøjede vandstand, der er et resultat af søndagens kraftige blæsevejr.

- Det er heldigvis gået fint, og der har ikke været problemer, og vandstanden er her ved 07-tiden 60 centimeter over det normale, og den falder til hen mod eftermiddagen, siger Birger Isaksen.

Mandag aften klokken 18 stod vandet 1,25 meter over normalen i Sæby Lystbådehavn, og Birger Isaksen havde blandt andet slukket for al elektricitet, der kunne risikere at blive oversvømmet, for at undgå kortslutninger.

- Jeg har her til morgen været en tur rundt på havnen, og vores træbroer har været oversvømmet, men der er ikke sket nogen skader, så vidt jeg kan konstatere, siger Birger Isaksen.

Vinden kom fra vest

Han forklarer, at vinden har holdt sig i vestlig retning, og det har været med til at forhindre, at vandet steg over det kritiske niveau i Sæby Lystbådehavn. Anderledes ville det have forholdt sig, hvis vinden var gået over i en nordøstlig retning.

- Jeg er ret sikker på, at vi er sluppet for denne gang, også selv om det skulle blæse mere op, bør det ikke give problemer i forbindelse med tidevandet, siger Birger Isaksen.

Der ligger lige nu cirka 50 både i lystbådehavnen i Sæby.

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland