Liv og udvikling i landdistrikter diskuteres: Minister inviterer alle til borgermøde med statsministeren
Statsminister Mette Frederiksen (S) er inviteret til borgermøde i Dybvad Hallen om liv og udvikling i landdistrikterne.
Det samme er du og alle andre borgere.
Det er ministeren for byer og landdistrikter, Morten Dahlin (V), der står for invitationen. Det skriver Frederikshavn Kommune på deres hjemmeside, hvor det også er muligt at tilmelde sig borgermødet.
Du kan have idéer eller spørgsmål til, hvordan der bliver skabt et bedre liv og flere muligheder i landdistrikterne.
Du kan også ytre dig om særlige udfordringer i lige præcis dit område, og du kan også møde op, hvis du bare er interesseret i at høre, hvad regeringen tænker om landdistrikternes fremtid.
Borgermødet vil foregå 23. maj klokken 16.15-17.15, og det er altså i Dybvad Hallen, hvor formanden for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard, vil være moderator på borgermødet.
Det er gratis at deltage, og der vil være let forplejning i form af kaffe, kage og en vand.