To mænd anholdt for tyveri
Foto: Arkivfoto: Jesper Christiansen
Politiet med et af de fladskærms-tv, som blev beslaglagt på adressen i Dybvad.
Nordjyllands Politi har anholdt to mænd fra Dybvad for tyveri efter, at de i eftermiddag ransagede den adresse i byen, som mændene opholdt sig på.
I går ransagede Nordjyllands Politi mere end ti adresser i Nordjylland, hvor der var mistanke om, at der befandt sig tyvekoster, og igen i dag var politiet på jagt efter indbrudstyve. Det førte til anholdelse af to mænd på en adresse i Dybvad.
På en adresse på Dybvad blev de to mænd taget med tyvekoster i deres bil, som var parkeret udenfor huset på en villavej i byen.
Nordjyllands Politi beslaglagde flere effekter. Blandt andet flere store fladskærms-tv, som var gemt både i huset og den bil, som mændene kørte i.
Ekstra indsats mod indbrud
Nordjylland har i november været plaget af mange indbrud, samtidig står julen for døren, hvor der traditionelt sker rigtig mange indbrud. Det har fået Nordjyllands Politi til at sætte ekstra fokus på indbrudsmiljøet.
Hvor mange tyvekoster politiet fandt på adressen i Dybvad er foreløbigt ukendt.
Med anholdelserne i Dybvad i dag er der de to seneste dage foretaget ransagninger på adresser i Bindslev, Hjørring, Brønderslev, Pandrup, Løkken, Fjerritslev, Tårs, Skagen og Dybvad.