Mens vi andre holder ferie: Cay har været på Oslo-båden i 23 år

Cay Brixen er en af dem, der arbejder, mens vi andre holder fri. Han har været tjener på Oslo-båden de sidste 23 år.

Cay Brixen er tjener på færgen Stena Saga, og han er én af dem, der arbejder, mens vi andre holder fri – eller er på vej på ferie. Hver dag er han med færgen, der sejler mellem Frederikshavn og Oslo. Her han vartet gæsterne op gennem de sidste 23 år.

- Det er fordi, jeg godt kan lide mit arbejde og atmosfæren og omgangstonen her i restauranten.

For Cay Brixen er det mødet med kunderne, der inspirerer ham til at påmønstre Stena Saga gang efter gang.

- Du har måske 15 sekunder til at aflæse et andet mennesket og behandle dem derefter. Det er fuld smil og så forsøge sig med lidt humor, og så se, hvordan de reagerer på det, forklarer Cay Brixen.

Han startede i jobbet som 26 årig, og han har altså været en fast bestanddel i den samme restaurant lige siden. Jobbet som tjener på en færge betyder, at han sejler en uge af gangen, hvor der er fuld damp på kedlerne – 74 timer i skjorte, slips og forklæde. Og så kan han fortjent holde fri den efterfølgende uge.

Cay Brixen er ikke den eneste af de ansatte ombord på Stena Saga, der har været ansat samme sted i flere år. Faktisk kan flere af medarbejderne skrive på 5, 10 og 20 år på CV’et som ansat på Oslo-færgen.

- Jeg tror, at vi trives ombord, og at vi har et godt sammenhold. Vi fungerer godt som et hold, lyder det fra kaptajn Ola Alexandersson.  


Seneste nyt

fra Nordjylland