Mindesmærke for Scandinavian Star afsløret i Frederikshavn

Den 7. april markerede 30-års dagen for mordbranden ombord på Scandinavian Star, der kostede 159 mennesker livet. Det blev i dag markeret på den kaj i Frederikshavn, hvor færgen skulle have lagt an i 1990 med et mindesmærke.

Lørdag eftermiddag var paradiskajen i Frederikhavn et sted for eftertænksomhed og stilhed. Her mindedes man de 159 mennesker, der mistede livet ved mordbranden om bord på Scandinavian Star for over 30 år siden.

Natten mellem den 6. og den 7. april 1990 var Scandinavian Star på vej fra Oslo til Frederikshavn, da der udbrød flere brande ombord. Siden dengang er det blevet slået fast, at brandene var påsatte, men et egentligt ansvar er aldrig blevet placeret. Og det har stor betydning for de overlevende, der i dag var til stede ved mindehøjtideligheden.

quote Det her er ikke et punktum. Det kommer først, når de skyldige bliver straffet for deres gerninger

Hanne Lind Nielsen, overlevende, Scandinavian Star

- Der er nogen, der siger: 'Det er 30 år siden. Hvordan kan I blive ved med at gå og have føleleser i det her?' Men det kan vi godt, fordi der ikke er nogen, der er dømt i sagen, siger Hanne Lind Nielsen.

Hun var ombord på Scandinavian Star den skæbnesvangre nat i foråret 1990. Sammen med sin mand, sov hun i en kahyt, da hun vågnede midt om natten og lugtede røg.

- Vi overlevede heldigvis, men de familier, der mistede børn og forældre, siger hun, inden hun tier et øjeblik og fortsætter: Det er jo helt ubeskriveligt.

Branden skulle komme til at sætte dybe spor i både Norge Danmark, og ikke mindst lokalt i Nordjylland. Derfor har Mike Axdal kæmpet for at få et mindesmærke til Frederikshavn, der skal ære de liv, der gik tabt for 30 år siden.

- Nu kan folk få en glæde ved at komme og besøge monumentet og sende nogle tanker til de mennesker, som de har haft kær og har mistet, siger Mike Axdal. Han er formand for Scandinavian Stars Danske Støtteforening.

Mike Axdal har kæmpet for at få mindesmærket til Frederikshavn siden 1992.
Mike Axdal har kæmpet for at få mindesmærket til Frederikshavn siden 1992.
Foto: Jeppe Frost Kyvsgaard

- Vi har nu sat Scandinavian Star på havnen, og her får den lov til at være de næste mange år, siger han.

Også for området i og omkring Frederikshavn har tragedien haft stor betydning.

- Det er så stor en del af vores historie, at men næsten kan sige, at det er et ar i denne by, siger Birgit S. Hansen, borgmester i Frederikshavn Kommune.

- Og vi skal heller ikke stoppe med at snakke om det, for det er en del af vores forståelse og bearbejdning, at vi bliver ved med at have samtalen, siger hun.

Selvom det er tre årtier siden, Scandinavian Star brød i brand er såret ikke helet for de overlevende.

- Det her er ikke et punktum. Det kommer først, når de skyldige bliver straffet for deres gerninger, siger Hanne Lind Nielsen.

Og Mike Axdal er enig.

- Vores kamp for at få belyst alle forholdene kører, og den bliver ved, indtil der er kommet et retsligt punktum i sagen, siger han.

30 år efter katastrofen på Scandinavian Star blev et mindesmærke over de 159 ofre for brandkatastrofen i dag afsløret i Frederikshavn.

Seneste nyt

fra Nordjylland