Mistænkelig brand: Lade i flammer to gange på to døgn
Politiet har fattet mistanke til en brand på en svinegård søndag aften. Det er anden gang på to døgn, at der udbryder brand på stedet.
Sent søndag aften udbrød der brand i en lade på en svinegård på Fuglsangvej ved Dybvad. En brand, som nu har fået Nordjyllands Politi til at ville undersøge den nærmere, fordi der også fredag aften udbrød brand nøjagtig samme sted.
Det siger vagtchef Per Jørgensen til Nordjyske.
- Det, der undrer os, er, at der fredag aften var en brand på samme adresse i samme længe. Her havde brandvæsenet sikret sig, at branden ikke kunne udvikle sig yderligere, og alligevel kommer der så sent søndag melding om en brand på samme adresse, fortæller vagtchef Per Jørgensen, Nordjyllands Politi.
Derfor skal der snarest muligt foretages en brandteknisk undersøgelse af brandstedet, som er afspærret af Hjemmeværnet.
800 grise flytttet
Branden betød, at 800 grise søndag aften måtte flyttes for ikke at være i fare.
Ilden var opstået i en bigballe på et lager i laden, og da brandvæsnet nåede frem, stod ilden ud af taget på laden. Derfor var det ikke muligt at redde bygningen, men i stedet at foretage en kontrolleret nedbrænding.
Ingen kom til skade ved branden.