Mød den hollandske 'Forrest Gump', der er nået til Skagen: - Jeg vil gå 100.000 km
Foto: Privatfoto
Mange danskere er begyndt at kende til Mark Verdonschot, fordi han poster historier fra sin tur på de sociale medier.
Den 41-årige hollænder er sluppet af med depression og misbrug og vil nu inspirere andre. Lige nu er han i Skagen.
- Jeg kunne mærke, at jeg følte mig fri.
Mark Verdonschot husker tydeligt, da han tog de første skridt af sit livs gåtur.
- Jeg levede i øjeblikket og var fri. Og livet er en lang perlerække af de her små øjeblikke.
Året er 2019. Han og kæresten havde netop solgt deres hus og ejendele for at begynde på en frisk i Belgien og senere rejse gennem New Zealand.
Men COVID-19 kom i vejen for parrets planer og kærlighed. Gamle spøgelser kom op til overfladen.
- Jeg har en lang historik med depression og misbrug. Og det kom tilbage og blev til en negativ cirkel. Vi endte med at gå fra hinanden, og det var her, jeg besluttede mig for at gå New Zealand rundt.
Slap for medicin
41-årige Mark Verdonschot er født og opvokset i en lille by nær Amsterdam, men i disse dage går han rundt i Skagen.
Da livet gav ham en lussing for fire år siden, satte han sig nemlig et mål om at gå 100.000 kilometer. Fra land til land – verden rundt.
- At gå er den bedste medicin. Jeg vil vise folk, at man kan komme videre fra for eksempel en depression uden traditionel medicin. Jeg er også sluppet af med mit spillemisbrug og min rygning, så jeg har virkelig overkommet mange ting og ved, hvordan jeg skal tackle mit liv nu.
Jeg har en lang historik med depression og misbrug
Mark Verdonschot
Mark har tidligere arbejdet 16 år i sundhedssektoren. Men selv ikke den viden, hjælp og medicin, han her ville kunne få, kan gøre dét, en gåtur kan.
Indtil videre har han tilbagelagt 9.300 kilometer på sin tur fra New Zealand til Frankrig, Spanien, Schweiz, Belgien, Tyskland, Luxemborg og Holland.
Og de seneste uger er han så vandret op gennem Jylland. Fredag var han nået til Blokhus, og i disse dage går han fra Skagen og videre sydpå mod Fyn og senere Sjælland.
- Nu vil jeg gå fra Danmark, videre ned gennem Europa og videre til Korsika, fortæller han begejstret.
Afhængig af donationer
At gå 100.000 kilometer kan lyde som et nærmest umuligt projekt. Hvis Mark Verdonschot fortsætter med at gå 2.325 kilometer om året - godt 6,5 kilometer om dagen – vil det tage ham 43 år.
- Det er ikke målet, men selve rejsen, der giver mig glæde. Jeg får så mange historier og gode snakke med folk, jeg møder på min vej, så det betyder ikke noget, om jeg når op på de 100.000 kilometer. Jeg har viet mit liv til at gå, siger Mark Verdonschot.
Fordi hollænderen går på fuld tid hver eneste dag, er han afhængig af donationer fra folk, han møder på sin vej.
- Heldigvis er mange søde til at invitere mig hjem til dem og sove for natten eller give mig et måltid mad. Nogle giver mig også donationer på MobilePay, siger Mark Verdonschot, der har 2.300 følgere på sociale medier.
Spontanitet styrker mig
Selv om han godt han føle sig ensom fra tid til anden, så elsker han den spontanitet, gåturen kloden rundt giver ham.
- Da jeg stod op i morges, vidste jeg heller ikke, at min dag ville ende med, at jeg sad her og talte med dig, siger han til TV2 Nords reporter, da hun fanger ham over mobilen, mens han holder et tiltrængt hvil hos Blokhus Feriecenter, som tilbyder ham morgenmad.
- Jeg går spontant gennem livet, ligesom jeg gør med min tur her. Og det gør mig stærkere. Jeg er aldrig bange for, at jeg ikke kan finde et sted at sove. Det løser sig altid. Ligesom livet.
Hvis du ønsker at donere penge til Mark Verdonschot eller blot vil vide mere om hans projekt, kan du gøre det på hjemmesiden, der naturligvis – oversat til dansk – hedder ”at gå er den bedste medicin”: https://www.walkingisthebestmedicine.life eller hans Facebookside.