Motorcyklist væltede, da han undveg rådyr på vejen

En mandlig motorcyklist måtte søndag ved middagstid en tur på skadestuen, efter han væltede på hovedvejen syd for Sæby.

Et rådyr på hovedvej 541 syd for Sæby var søndag klokken 11.41 årsag til, en mandlig motorcyklist væltede.

Manden kørte mod syd, og ved Østkystvejen 26 måtte han undvige et rådyr. Han mistede kontrollen over motorcyklen og væltede.

De første meldinger efter uheldet lød på alvorlig tilskadekomst, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Karsten Højrup, så der blev rekvireret en helikopter med lægehjælp til stedet.

- Det viste sig dog at være mindre alvorligt. Manden var efter uheldet hele tiden ved bevidsthed, og han blev med ambulance kørt til skadestuen i Aalborg, lyder det fra vagtchefen.


Seneste nyt

fra Nordjylland