Mundlam bondepige i chok - kan blive Miss World
Foto: Karim Ghafuri
For andet år i træk løber en nordjysk kvinde med titlen.
Nervøsitet, rysten, en form for choktilstand og ikke mindst masser af glæde.
Ordene opsummerer Emma Heysts seneste uge. For de store følelser har været i spil for den 21-årige nordjyde, der er opvokset i Tolne. Søndag blev hun kåret til Miss Danmark ved et storstilet og pompøst show i Cirkusbygningen i København.
Dommerne var enige. Landsbykvinden, der er et stort dyremenneske, var den rette vinder blandt de 29 finalister i konkurrencen.
- Jeg var helt i chok. Jeg havde slet ikke tænkt, at det kunne blive mig. Det begyndte at ryste helt vildt i kroppen, og jeg kunne næsten ikke snakke eller noget som helst. Men jeg var megaglad, men også meget chokeret, siger Miss Danmark.
Undervejs i konkurrencen har Emma Heyst imponeret dommerne til de fire bootcamps, som har fundet sted mellem maj og august. Det gjaldt både, når deltagerne modtog dansetræning af den professionelle Vild med Dans-danser Camilla Dalsgaard, når de blev trænet i catwalk, og når de skulle komme hurtigst muligt fra a til b på en militærbane.
Nordjysk tendens?
Den 21-årige nordjyde overtager Miss Danmark-tiaraen fra Nikoline Uhrenholt Hansen, der stammer fra Nibe. Netop dét er måske ikke nogen tilfældighed, hvis man spørger den nykårede vinder.
- Ja, hun boede også herop' a' (heroppe af, red.), lyder det på klingende nordjysk fra Emme Heyst, inden hun tilføjer:
- Måske er det, fordi vi er lidt mere rolige i Nordjylland.
I dag bor Emma Heyst i Sæby. Modsat på gården i Tolne, hvor hun og familien havde massevis af dyr - heriblandt en påfugl, har de nu knap så mange. Den dyreglade Miss Danmark-vinder omgås dog endnu flere dyr den dag i dag. Til dagligt er hun frivillig på Nordjyllands Dyreinternat i Hjallerup.
- Jeg går meget op i dyrevelfærd. Dyrene skal behandles, som de fortjener og ikke efter vores menneskers behov siger Emma Heyst, der også efter konkurrencen forbliver frivillig på dyreinternatet.
Udenlandsk eventyr venter
Lige nu holder hun sabbatår og har planer om at tage et mere. For til næste år skal hun formentligt til Miss World og dyste mod kvinder fra hele verden.
Chancerne her er hun ikke meget for at spå om.
- Jeg skal jo op mod kvinder, der har gået på skønhedsskoler hele deres liv, så det bliver svært, lyder det beskedent.
Her knap en uge efter sejren kom i hus, kan hun dog så småt begynde at se fremad.
- Jeg skulle lige bruge en dag til at falde ned. Nu er jeg begyndt at indse, at jeg faktisk har vundet. I begyndelsen føltes det nemlig helt uvirkeligt. Jeg kunne godt holde tårerne tilbage på scenen, fordi jeg var i chok, men det har været sværere efterfølgende siger hun.
Fejringen foregik i København, efter konkurrencen var slut søndag. Siden har hun og familien også været samlet i Nordjylland, hvor den har stået på kagespisning.