Natfærge må ikke samle passagerer op: - Tudetosset, mener folketingsmedlem

Bjarne Laustsen (S) vil have, at hans egen regering skal kigge på en ordning, der forhindrer passagerer i at rejse mellem Frederikshavn og København.

Hver dag anløber en færge havnen i Frederikshavn ved midnatstid. Det er DFDS-færgen mellem Oslo og København. Men selvom den lægger til kaj i Frederikshavn, så må den ikke samle passagerer op inden turen går videre til hovedstaden.

- Det synes jeg er tudetosset, siger folketingsmedlem Bjarne Laustsen (S).

Vil sejle til arbejde

Det virker heller ikke logisk for Peter Poulsen, der bor i Frederikshavn. Han arbejder som betjent i Folketinget. Derfor kører han ofte til Aalborg for at flyve på arbejde, men allerhelst vil han faktisk sejle om natten og vågne veludhvilet i København.

- Det vil være en fantastisk løsning, at man kan gå ombord her i Frederikshavn ved midnatstid og så anløbe København klokken 9 om morgenen, siger 64-årige Peter Poulsen.

Peter Poulsen vil gerne skifte bilen ud med færgen.
Peter Poulsen vil gerne skifte bilen ud med færgen.
Foto: Jesper Bo Winther

Gunstige skatteforhold

Årsagen til, at færgen ikke må samle passagerer - eller gods - op i Frederikshavn, hænger sammen med den såkaldte DIS-ordning, der handler om gunstige skatteforhold for danske skibe, der sejler i internationalt farvand.

- Det kan godt være, at der er en eller anden DIS-ordning, skatteregel i EU eller noget andet noget. Men måske er der mulighed for at få en dispensation, siger Bjarne Laustsen, som har taget sagen op i de relevante ministerier.

Bjarne Laustsen (S) og havnedirektør Mikkel Seedorff Sørensen (t.h.) så begge gerne, at DFDS-færgen får lov til at tage passagerer med til København. 

DFDS har ikke ønsket at medvirke i artiklen. Det har ikke været muligt at få et interview med skatteminister Morten Bødskov (S).


Seneste nyt

fra Nordjylland