Nordjysk by er vært for VM i håndbold: - Det er ubeskriveligt
Der blev testet på livet løs i Arena Nord tirsdag aften for at blive klar til VM i kvindehåndbold, som begynder onsdag aften. Her blev der trænet både indløb og nationalsang, mens der blev spillet kamp.
Og så var det jo ikke hvilken som helst kamp, som var forsøgsobjekt for det hele. Det var nemlig et lokalbrag mellem Frederikshavns FFI og Sindal IF.
- Det er anderledes, men det er mega fedt. Det er en kæmpe oplevelse for et hold som os, der måske bare hygger os lidt nogle gange, fortæller Caroline Mørk Kjær, der spiller for FFI, da TV2 Nord var med live fra kampen.
Er der lidt ekstra pres på?
- Ja, altså nu er der ikke så mange mennesker, men der er i hvert fald flere, end hvad der plejer at være.
Hvordan var det at prøve indløbet?
- Det var fedt. Jeg har prøvet det ikke engang før, men det var mega fedt at løbe ind til musik og så prøve, hvordan de der verdensstjerner, de gør det, konstater hun.
Du kan se hele live udsendelse herunder:
Næsten klar
Arena Nords direktør Per Malmberg var også at finde i hallen til forberedelserne, og selvom han ikke ville melde alt for helt klar, så var der ingen bekymringer for onsdagens første VM-opgør.
- Vi bliver i hvert fald klar, men der er jo tusindvis af små detaljer, der skal finpudses. Og der er lige det sidste, der skal klares i morgen også, men vi er så godt som klar, og vi synes, det ser forrygende flot ud herinde. Der er slet ikke i tvivl om, at det ser knaldhammerende godt ud herinde, konstaterer han.
Og hvad ser du mest frem til ved den kommende tid?
- Det, vi godt kan lide, det er den internationale stemning, der bliver. Det at have så mange nationer samlet i Frederikshavn på et tidspunkt er vi jo faktisk. Hele den atmosfære, der er omkring det. Det er altså et verdensmesterskab i en af de største idrætsgrene i Danmark. Og det må vi bare sige, det er toppen af poppen, hvad vi kan præstere i Frederikshavn. Og vi har fået en enorm opbakning af alt og alles, så det bliver fantastisk, understreger han.
Som direktør for Arena Nord, der er med til at arrangere hele det her, hvor stort er det så for dig?
- Det at være en del af så stort et event, det er ubeskriveligt. Og det gør mig stolt som frederikshavner, fordi det er det største, vi overhovedet kan komme til at arrangere, afslutter han.
I morgen - onsdag - spilles åbningskampen mellem Brasilien og Ukraine.