Ny kvinde ved roret: Gammel klublegende bliver ny cheftræner i Vendsyssel Håndbold

Vendsyssel Håndbold valgte i starten af marts at opsige aftalen med cheftræner Thomas Kjær før tid. Nu har de i stedet hentet den gamle klublegende og tidligere cheftræner for SønderjyskE Håndbold Olivera Kecman.

Hvis navnet lyder bekendt, så er det nok ikke så underligt. Olivera Kecman, også tidligere kendt som Mugosa, har nemlig selv haft en aktiv håndboldkarriere i Nordjylland, og nu skal hun træne Vendsyssel Håndbolds liganedrykkere fra næste sæson.

Olivera Kecman, der har spillet flere landskampe for Jugoslavien, tørnede ud for Frederikshavn i perioden fra 1996 til 2001. I 2006 fik hun sit første trænerjob som assistent hos SønderjyskE Håndbold. Det blev til 15 år som både assistent, sportschef og cheftræner i den lyseblå trøje. Nu er tiden så kommet til, at hun skal skifte fra blå til sort, når hun skal stå i spidsen for Vendsyssel Håndbold som både sportchef og cheftræner.

- Vi har kigget efter en langsigtet løsning som kan løfte Vendsyssel Håndbold på den lange bane. Valget faldt på 'Oli', og vi føler, at vi har fundet en person, der vil Vendsyssel det bedste, udtaler bestyrelsesformand for Vendsyssel Håndbold Christian Carlsen i en pressemeddelelse.

Talentsamarbejde på blokken

Den nye sæson skal byde på mere samarbejde mellem de nordjyske håndboldklubber. Det vil blandt andet vise sig med et talentprogram, der skal laves i samarbejde med moderklubben FFI.

- 'Oli' kommer til at stå i spidsen for et talentprogram, der udarbejdes mellem moderklubben FFI og Vendsyssel Håndbold. Det er til for at give de unge talenter mulighed for at komme til at træne med på højeste niveau, siger bestyrelsesformanden. 


Seneste nyt

fra Nordjylland