Ny storklinik sikrer lægedækning i Frederikshavn

En stor lægepraksis er på vej i Frederikshavn, efter at en praktiserende læge har indgået en aftale med Region Nordjylland om at oprette en storklinik.

Nordjylland er den region, hvor de praktiserende læger i gennemsnit har flest patienter per læge. I Frederikshavn nærmer en række af de praktiserende læger sig pensionsalderen. Det betyder, at flere af dem havde planlagt at stoppe i år, men takket være et nyt initiativ, har de sagt ja til at fortsætte længere end planlagt.

Region Nordjylland og praktiserende læge Peter Gaardbo Simonsen underskrev tirsdag en aftale om en ny storklinik i Frederikshavn. Aftalen betyder, at tre lægeklinikker fra årsskiftet bliver samlet i en storklinik på Regionshospitalet i Frederikshavn.

- Det er kulminationen på en lang proces, som har foregået her i Frederikshavn-området i snart to år med projektet "Læger på toppen", hvor vi har set efter forskellige løsninger på rekrutteringsproblemet, siger praktiserende læge Peter Gaardbo Simonsen.

Sikrer 8000 patienter lægedækning

Ved at gå sammen i den nye storklinik kan lægerne gå ned i arbejdstid for så til gengæld at blive længere på arbejdsmarkedet. Dermed er lægedækningen sikret for 8000 patienter i Frederikshavn.

- Det havde været svært for ikke at sige umuligt at finde nogen, der ville overtage alle praksis i hvert fald, og så havde vi været ude i nogle andre løsninger. Det her er en super god løsning, og det er netop nogle af de forhold, de unge læger efterspørger, så de må næsten stå i kø for at komme til at tage over, når de nuværende læger går på velfortjent pension, siger regionsrådsformand Ulla Astman (Socialdemokratiet).

Sundheds- og Ældreministeriet har støttet oprettelsen af den nye storklinik med 6,6 millioner kroner, mens regionsrådet har bevilget to millioner kroner til projektet.

- Det kan blive rammen for en klinik, der giver rigtig god udvikling, og som giver god basis for, at de unge læger kan starte op på nogle vilkår, som de kan finde sig selv i, siger Peter Gaardbo Simonsen.

Den nye storklinik vil holde til i midlertidige lokaler frem til 1. februar næste år, hvor de nye lokaler på Regionshospitalet i Frederikshavn står klar.

 

Seneste nyt

fra Nordjylland