Nyt tilbud efter Hellerup-ugen: Scor en kæreste på cykeltur i Skagen
Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Efter alt udsolgt på hoteller og i feriehuse i uge 29 og op mod 50.000 feriegæster i Skagen, forsøger turistforeningen nu at få flere turister til byen hele året, og et af tilbuddene lyder; romantiske ferier for singler.
Den berømte og berygtede Hellerup-uge, uge 29, i Skagen har knap lagt sig, før turistforeningen Toppen af Danmark er klar til at brande byen på en ny måde uden for den traditionelle højsæson.
Det handler om såkaldte ”speciel interest tours” - ferier for folk med samme interesse.
Et af tilbuddene er henvendt til singler.
- Du kan kalde det score-turen, lyder det fra René Zeeberg, der er direktør for Turisthus Nord, der er en fællesorganisation for turisterhvervet på Toppen af Danmark.
Vi har været super gode til at markedsføre os, men ikke gode nok til at sælge os
René Zeeberg, direktør, Turisthus Nord
Ideen er dog bredere, forklarer han og fortsætter:
- Vi vil satse på ferier hele året, og et af tiltagene er ferie for singler, som kommer til Skagen og lejer cykler og kører rundt til seks udvalgte spots i byen. Så er der pakket lidt lækkert mad og rosévin til turen. Og ved hvem, måske man finder en kæreste.
Turisthuset er også i gang med et romantisk ferie-koncept for par, ligesom der er golf- og yogapakker på programmet i forsøget på at tiltrække turister hele året til det nordjyske.
I forvejen har Skagen et lignende tilbud uden for sommer-sæsonen, hvor man tiltrækker folk med fælles interesse; nemlig Skagen Vinterbader Festival.
En festival, der fik landsdækkende fokus, da daværende Grevinde Alexandra tilbage i januar 2019 sprang i de kolde bølger som vinterbader i Skagen.
- Vi kan ikke blive ved udelukkende at slå på den flotte natur og den gode historie, der er i Skagen, vi bliver nødt til at tilbyde noget mere, og vi tror på, der er et stadig stigende marked inden for ferier, hvor man mødes og laver noget sammen ud fra samme interesse. Der skal Skagen også være med, siger René Zeeberg.
- Vi skal være bedre til at sælge os
Udviklingen er et udspring af corona-krisen, der har ramt turisme- og oplevelseserhvervet hårdt - ikke blot i Skagen, men i hele verden.
For coronakrisen har betydet, at milliard-omsætning forsvandt med ét - også i Skagen.
For få år tilbage jublede man, da turisterhvervet i Frederikshavn Kommune skrev historie og passerede tre milliarder kroner i årlig turismeomsætning. Et erhverv, der skaber 20 procent af alle job i kommunen - men med coronapandemien lukkede grænserne - og alt gik i stå.
Fraværet af de udenlandske turister koster nemlig i byen, hvor 80 procent af forretningerne er direkte forbundet med turismen.
- Vi har lært på den hårde måde. Vi har været super gode til at markedsføre os, men ikke gode nok til at sælge os, og vi har ikke været digitale nok, erkender René Zeeberg.
Det skal der laves om på, hvis det står til turistdirektøren. Han tror på, at der med tiden kommer ”normale” tilstande igen efter coronaen, indtil da står den nytænkning og salg af toppen af Danmark.
Ferie på en platform
Turismeerhvervet i Skagen har netop lanceret sin egen fælles, digitale bookingportal. Målet er at tage markedsandele fra de internationale giganter ved selv at agere eget rejsebureau, der tiltrækker gæster og omsætning til området.
Der er samtidig tale om en digital oprustning med den fælles bookingportal, der er tilgængelig på VisitSkagen.dk.
- Man kan købe sig til en ferie på en fælles platform. Du bestiller alt her. Hvor du vil bo, hvor og hvad du vil spise, hvad du vil opleve, og når der er tale om vores "speciel interest tours" er hele pakken med. På den måde har du puttet alt i den digitale kurv og betalt, når du ankommer, forklarer René Zeeberg.
Platformen, der er den første her hjemme af sin slags, tager samtidig konkurrencen op mod de store, internationale bookingportaler som eksempelvis Hotels.com eller Booking.com.
Inden for de første tre år er målet at tage 10 procent af omsætningen tilbage fra de internationale bookingportaler.
I år ét - der er i 2021 - forventer Turisthus Nord, at bookingportalen omsætter for et større, tocifret millionbeløb, når den afledte turismeomsætning for detailhandel medtages.
Turistdirektør: Vi har fået tæv
Direktør for Turisthus Nord anerkender, at der er meget, der skal hentes ind i kølvandet på coronapandemien. Erhvervet har fået hjælpepakker, men der mangler omsætning i mange millioner kroners klassen.
- Vi har fået tæv, så vi er gule og blå, men vi knokler igennem for at give alle turister den bedste oplevelse under de værste vilkår, og så er jeg optimistisk og tror på, at især nordmændene og tyskerne kommer tilbage, så snart det er okay at rejse ud igen, siger René Zeeberg.
Indtil videre kan han se frem til nogle gode måneder med bookinger på såvel hoteller som feriehuse fra primært danskere i det, turistdirektøren kalder de modne og købelystne gæster.