Nyudlært bager får sjælden guldmedalje
En nybagt bager fra Frederikshavn har fået guld i en bager-konkurrence
Den nyudlærte bagersvend Amanda Axelsen er særligt dygtig inden for sit fag. Derfor opnåede hun at få en sjælden guldmedalje for sit svendestykke.
Amanda Axelsen er i gang med at lægge sidste hånd på sin signaturkage.
- Det er en fromagekage med hvid chokoladefromage og jordbær/ribs-marmelade og citroncreme. Og så er der en linsedejsbund med ristede mandler, fortæller hun.
Den 25-årige nordjyde er netop blevet udlært som bager. Og selvom hendes beskedenhed forhindrer hende i selv at sige det, så er hun ekstremt dygtig til sit fag.
- Hun er interesseret i det. Hun er glad for at være her og for sit fag, og hun gør det rigtig, rigtig godt, siger indehaver Jette Larsson fra Centerbageriet i Frederikshavn, hvor Amanda Axelsen er blevet udlært.
Amanda Axelsen ved godt, at hun er gået ind i en branche, som er presset. I løbet af de seneste fem år er 11 nordjyske bagerier lukket, så i dag er der kun 65 tilbage. På trods af konkurrencen fra supermarker og tankstationers billigere bake-off, så tror supereleven fra Centerbageriet i Frederikshavn på, at hendes fag vil overleve.
- Vi kan meget mere, end alt det der bake-off kan. Vi kan håndværket, siger Amanda Axelsen.
Ganske få bliver belønnet med guld
Det er kun få elever, der får en guldmedalje for deres svendestykke. Sådan en har Amanda Axelsen, som den bare 14. nogensinde, gjort sig fortjent til, og den blev overrakt i butikken fredag.
- Det er meget nødvendigt for vores fag og vores branche at videreføre de stolte traditioner, vi har, og der vil Amanda være en fanebærer for den faglige stolthed, siger Erik Jensen, som er sekretariatschef i Det Faglige Fællesudvalg for bager- og konditorfagene.
Bagererhvervet er afhængige af, at dygtige, unge bagere tør satse på en fremtid i branchen. De klassiske bagerier skal nemlig levere et produkt af en højere kvalitet, end den man finder på bake-off-hylderne.
Vi kan meget mere, end alt det der bake-off kan. Vi kan håndværket.
Amanda Axelsen, bager
- Vi kan bare ikke være med på de kanontilbud, man kan få nogle steder. Det har vi ikke så meget af, så vi håber på, at folk gerne vil give det, det koster, siger Jette Larsson.
Centerbageriet i Frederikshavn har ansat Amanda Axelsen efter at hun er blevet udlært, og guldmedaljevinderen er klar til at lægge mange flere lagkager sammen til butikkens kunder.
- Jeg vil gerne lave det, jeg kan lide, og det er sådan noget her. Og jeg vil også gerne lære det videre og vække interessen hos andre, som måske kunne tænke sig at være bagere eller konditore, siger Amanda Axelsen, som bor i Hirtshals.