Opgiver at finde nyt sted til motorbane
Foto: TV2 Nord
Med udgangen af 2020 er det slut med motorløb i Ørnedalen
24 forskellige steder i Vendsyssel har været i spil, som ny placering til Ørnedalsbanen ved Sæby, som skal lukke i 2020, da ejeren af området har opsagt lejemålet, men trods de mange muligheder, er det ikke lykkedes at finde et egnet sted.
Kurt Nielsen har været formand for Frederikshavn Sæby Auto Sport i 15 år. I 2016 stoppede han på posten for i stedet at stå i spidsen for den gruppe, som skulle finde et nyt sted til motorbane i Vendsyssel i stedet for Ørnedalen.
- Det er totalt umuligt at drive et nyt sted op. Vi har kun en ting tilbage, og det er at lukke ned, siger Kurt Nielsen.
Flere gange har man været meget tæt på målstregen i bestræbelserne på at finde en ny placering. To gange har der endda været skrevet slutseddel, men i sidste øjeblik fortrød ejerne salget, og motorklubberne stod tilbage uden et nyt sted.
Siden 1955 har der været kørt motorløb i Ørnedalen ved Sæby. Området er ejet af Sæbygård Avlsgaard, som i 2016 opsagde aftalen med motorsportsklubberne i Ørnedalen, da selskabet ønsker at benytte området til andet formål end motorbane. Hans Arenfeldt, som drivet selskabet, kunne i dag ikke stille op til interview og uddybe planerne.
- Vi har 250 medlemmer, som ikke har et sted at være, og det som det havner ud i er, at der kommer en masse uorganiseret motorløb rundt omkring. Det er det værst tænkelig, som kan ske, og så begynder de at køre rundt og kører race ude på vejene, siger Kurt Nielsen.
Frederikshavn-Sæby Auto Sport afholder fem årlige løb, som trækker kørere og publikum til fra hele Norden.
Løbene på Ørnedalsbanen genererer årligt en afledt omsætning på 3 millioner kroner i lokalområdet. Handelstands-, Turist & Erhvervsforeningerne går nu ind i kampen for at bevare banen.
- Vi bakker om op, at banen skal blive Der kommer turister til, som synes, at Sæby er en dejlig by med mange muligheder, så vi mener, at banen skal blive, siger Michael Christensen, næstformand i Sæby Handelsstandsforening.
Frederikshavn Kommune vil også gerne bevare motorbanen i kommunen, og har sammen med motorsportsklubberne og ejeren af området forsøgt at fnde en løsning på sagen. Dog uden held.
Erhvervsforeningen mener dog, at kommunen har en sidste mulighed. De kan tvinge ejeren til at sælge jorden ved at ekspropriere,
- Det er en realitet, at banen lukker. Vi mener, at politikerne i kommunen nu skal vise handling. Der må simpelthen foregå en ekspropriering. Det er den eneste udvej, siger Kim Müller, formand for Sæby Erhvervsforening.
I Frederikshavn Kommune håber borgmester Birgit Hansen (Socialdemokratiet) fortsat, at der kommer en løsning på problemet.
- Hvis vi skal indlede en ekspropriering, så er det ikke bare noget, som vi sådan bare siger. Det har voldsomme konsekvenser, og det er sådan at man kan sidde i nogle overvejelser, men vi må undersøge alle muligheder, før vi giver op, siger borgmesteren.
Ørnedalsbanen er det eneste banen nord for Limfjorden. På onsdag har Frederikshavn Sæby Auto Sport indkaldt til krisemøde om sagen.