Politi og brandvæsen rykkede ud: Mand brændte sig eget skur ned

En mand i Sæby gad ikke pille sit gamle skur ned, så han stak i stedet ild på det. Det fik vidner til at kontakte Nordjyllands Beredskab.

Klokken 11.40 rullede en alarm ind hos Nordjyllands Beredskab. På Christian Kolds Vej i Sæby stod et skur på en grund i flammer, og det fik både brandvæsen og politi til at rykke til stedet. 

Da de ankom mødte de huset ejer. Og det viste sig, at det var helt efter planen, at skuret var ved at blive opslugt af flammerne. 

- Det var en kontrolleret nedbrænding. Manden synes, det var nemmere at brænde skuret ned end at pille det fra hinanden, fortæller Per Jørgensen, der er vagtchef ved Nordjyllands Politi. 

Selvom beredskabet rykkede ud, så får det ikke nogle konsekvenser for manden. 

- Der er ikke nogen overtrædelse af noget, fordi det er på egen grund, og det var helt under kontrol, fortæller Per Jørgensen. 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland