Politiet har ingen spor at gå efter i usædvanlig indbrudssag
Foto: Laura Winther Møller / TV2 Nord
Hirsholmene er en øgruppe i det nordlige Kattegat, der ligger cirka syv kilometer nordøst fra Frederikshavn.
Nordjyllands Politi er på bar bund i en usædvanlig sag, hvor der er blevet begået et indbrud på øen Hirsholm. Her bor kun én person.
Det sker langt fra hver dag eller hver anden dag. Det sker faktisk så sjældent, at kriminalassistent Anni Brix aldrig har hørt om det før.
Der bor kun én fastboende person på den lille ø Hirsholm, der ligger bare syv kilometer nordøst fra Frederikshavn. Alligevel er der sket et usædvanligt indbrud.
Gerningsmanden må være kommet sejlende
Anni Brix, kriminalassistent, Nordjyllands Politi
Et fotostativ, et teleskop, en kikkert, en Weber-grill, værktøj, vin, spiritus og musselmalet porcelæn er blevet stjålet fra ét af de 19 sommerhuse, der ligger på øen.
- Det er et usædvanligt indbrud på grund af beliggenheden. Jeg har ikke set sådan noget før, idet gerningsmanden må være kommet sejlende, siger Anni Brix, der er kriminalassistent ved efterforskningen i Frederikshavn.
Politi er på bar bund
Nordjyllands Politi modtog mandag en anmeldelse om, at der var sket et indbrud på øen i perioden mellem 5. og 19. maj.
Hirsholmene er en øgruppe i det nordlige kattegat, og den består af otte øer. Indbruddet er sket på hovedøen Hirsholm, men politiet har ikke mange spor at gå efter i sagen, fortæller Anni Brix.
- Vi er på bar bund, for vi har umiddelbart ingen spor at forfølge i sagen, siger kriminialassistenten.
Har nogen set eller hørt noget i sagen, opfordrer politiet til at kontakte dem på 1-1-4.