Politiet sender appel til efterlyst: Meld dig selv

Nordjyllands Politi efterlyser en 52-årig mand i sagen om den 39-årig Eddie Karl-Johan Christensens mystiske forsvinden. En sag, som politiet efterforsker som en drabssag.

Efterforskningen i sagen om den forsvundne 39-årige Eddie Karl-Johan Christensens mystiske forsvinden fortsætter, og nu sender Nordjyllands Politi en klar melding til en 52-årig mand, som eftersøges i sagen: Meld dig selv.

Manden er efterlyst internationalt og er ifølge TV2 Nords oplysninger identisk med den svenske mand, der ejer en ejendom på Rendborgvej nord for Frederikshavn - en ejendom som politiet i flere døgn har ransaget i håbet om at finde den forsvundne danske mand, Eddie Karl-Johan Christensen.

- Vores efterforskningsskridt i sagen gør, at vi mistænker ham for at have forbindelse til den 39-årige mands forsvinding, siger lederen af politiets efterforskning, vicepolitiinspektør Frank Olsen, der af hensynet til at beskytte det omfattende efterforsknings-arbejde ikke kan udtale sig yderligere om det konkrete mistankegrundlag mod den 52-årige eftersøgte mand: 

- Men vi opfordrer ham til omgående at melde sig til nærmeste politimyndighed. 

To personer blev i fredags anholdt og varetægtsfængslet. Desuden er der afsagt fængslingskendelse mod en tredje person i sagen.

Ifølge TV2 Nords oplysninger holdt den forsvundne Eddie Karl-Johan Christensen til i en campingvogn på adressen Rendborgvej nord for Frederikshavn. Her skulle han bo sammen med sin hund Rocko, som i lighed med sin ejer også er væk.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger har der også været retsmedicinerne og eksperter i knoglefund fra Moesgaards Museum til stede. Her er jord blevet siet i jagten på spor efter den 39-årige nordjyde.

Nordjyllands Politi ransagede torsdag og fredag i sidste uge ejendommen her på havnen i Frederikshavn. Foto: Jesper Christiansen
Nordjyllands Politi ransagede torsdag og fredag i sidste uge ejendommen her på havnen i Frederikshavn. Foto: Jesper Christiansen

Kompleks efterforskning

To personer – en 46-årig kvinde og en 45-årig mand – blev ved et grundlovsforhør i Retten i Hjørring fredag varetægtsfængslet i sagen i foreløbig fire uger. Grundlovsforhøret blev afholdt for dobbeltlukkede døre, hvilket betyder, at politiet ikke kan udtale sig om sigtelserne mod de to personer eller kommentere på deres forklaringer.  

- Foran os ligger stadig en stor og kompleks efterforskning af denne sag: Vi skal undersøge en lang række af spor, og vi skal foretage afhøringer og genafhøringer af adskillige personer med relation til sagen, forklarer vicepolitiinspektør Frank Olsen. 

Flere lokaliteter undersøgt

Vicepolitiinspektøren oplyser, at politiets efterforskningsskridt i sagen hen over weekenden ligeledes har omfattet undersøgelse af en række forskellige lokaliteter i Frederikshavnsområdet. 

- Vi har i den forbindelse beslaglagt en række effekter. Dem skal vi have nærmere undersøgt, belyst og analyseret. Vores arbejde består fortsat i få klarlagt, hvorvidt der er spor efter en forbrydelse mod den 39-årige efterlyste mand et af disse steder, siger vicepolitiinspektør Frank Olsen.

Det er her på ejendommen på Rendborgvej, politiet blandt andet har ransaget. Foto: Per Frank Paulsen
Det er her på ejendommen på Rendborgvej, politiet blandt andet har ransaget. Foto: Per Frank Paulsen

Da politiets efterforskning stadig pågår, har Nordjyllands Politi ingen yderligere kommentarer på nuværende tidspunkt. 

Har man relevante oplysninger i sagen, så skal man ringe til politiet på 114.


Seneste nyt

fra Nordjylland