Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Politikere vil hjælpe hjerneskadet Falck-redder med at få erstatning

Foto: Arkivfoto: Jesper Christiansen

Erick Schack blev hjerneskadet efter en redningsaktion på Strandby Havn. han kæmper på tiende år for at få erstatning.

Erik Schack kæmper på 10. år en kamp for at få udbetalt sin arbejdsskadeerstatning. Politikere på hver sin fløj vil nu komme ham til undsætning.

- Det er dybt urimeligt, at man skal slås med bureaukrati igennem så mange år for at få anerkendt sin arbejdsskadesag.

Sådan lyder det fra næstformand i DF og nordjysk folketingskandidat, Majbritt Birkholm, efter TV2 Nord i sidste uge kunne fortælle om falckredderen Erik Schack, der på 10. år kæmper en kamp for at få erstatning for den arbejdsulykke, der blandt andet gør, at han i dag er hjerneskadet.

- Jeg synes, det er helt grotesk, og efter 10 år kan man sige, at nu forsinker de bare sagen igen. Det er under alt kritik, lyder det fra DF-næstformanden.

Hvad har de af vidner efter 10 år, der kan komme og sige noget om, at forholdene var anderledes+

Bjarne Laustsen (S), folketingspolitiker

Erik Schack vandt ellers allerede sin arbejdsskadesag i Vestre Landsret i 2021, men nu har Tryg stævnet Ankestyrelsen, og dermed ser det ud til, at han endnu må vente fire år på at få sin sag afgjort.

Det får folketingsveteranen Bjarne Laustsen (S) til at tordne over forsikringsselskabet Tryg.

- Manden har været udsat for en arbejdsulykke i forbindelse med en dødsulykke på Strandby Havn, og for mig er der jo ingen tvivl om, at Vestre Landsret har sagt, at det var en arbejdsulykke. Det er dybt urimeligt, at man skal slås mod bureaukrati igennem så mange år for at få anerkendt sine arbejdsskadesag. Og det burde et eller andet sted være åbenlyst for enhver, at Eriks skade skyldes hans arbejde, siger folketingsveteranen Bjarne Laustsen (S).

Hjerneskadet af rådne fisk

På den skæbnesvangre sommerdag var to fiskere omkommet på grund af giftige dampe fra forrådnede skidtfisk i lasten på en kutter – og en tredje person var i livsfare. Få timer efter redningsaktionen fik Erik Schack det dårligt. Han kastede så meget op, at han fik en rift i halspulsåren. En rift, der udløste blodpropper i hjernen.

Se hele indslaget her.

Han troede, at det var en selvfølge, at hjerneskaden ville blive anerkendt som en arbejdsskade, men sådan gik det ikke. For ifølge Ankestyrelsen havde Erik i længere tid haft forhøjet blodtryk og åreforkalkning. At blodpropperne opstod efter ulykken på Strandby Havn, var blot et sammentræf, lød det dengang fra Ankestyrelsen.

I byretten i Hjørring, tabte Erik Schack sin sag, men da der kom nye oplysninger frem, blev dommen anket til Vestre Landsret, der kom frem til en anden konklusion end byretten. Nemlig at det var muligt, at blodpropperne, der opstod i Erik Schack hjerne opstod odm følge af ulykken. Men nu har Tryg stævnet landsretten, fordi de er ueinge i dommen.

Minister og forhandlinger

Men det er for dårligt, og derfor vil Bjarne Laustsen tage sagen op med ansvalige minister.

- Det er helt vanvittigt. I den her sag har vi et offer, der nu har ventet i 10 år. Og jeg synes, vi skal kigge på, om der ikke er nogle muligheder for at stoppe det system med, at man kan blive ved med at anke, siger Bjarne Laustsen og fortsætter:

- Hvad har de af vidner efter 10 år, der kan komme og sige noget om, at forholdene var anderledes på Strandby Havn? Jeg synes det er ren chikane og trække i langdrag - jeg har aldrig kendt mage.

Tryg: En kompleks skadessag

Hvordan kan I, som en virksomhed med rigtig mange kunder, forsvare, at trække en enkelt sag om erstatning så langt ud?

'Vi har en forpligtelse til at sikre, at skadesagerne bliver juridisk korrekt afgjort. Vi kan oplyse, at det ikke beror på Trygs forhold, at sagen har kørt i så mange år. Vi blev først bekendt med sagen ultimo 2021/primo 2022, og ved modtagelse af sagen har vi forsøgt at fremme den så meget som muligt'.

Hvorfor har I stævnet Ankestyrelsen?

'Generelt kan vi oplyse, at vi skal sikre, at alle nødvendige oplysninger i komplekse skadessager indgår i Ankestyrelsens afgørelse, fx udtalelser fra Retslægerådet eller vidneudsagn. Hvis dette ikke er tilfældet, kan vi stævne Ankestyrelsen for at sikre, at sagen bliver genbehandlet på et fuldt oplyst grundlag'.

3F Midtvendsyssel kalder det for 'uartigt' at sende stævningen direkte til Erik uden om hans advokat. Hvorfor gjorde i det, og hvad mener I om kritikken?  

'Det er Ankestyrelsen, som har pligt til at orientere skadelidte. Hvis skadelidtes advokat ikke er registreret som partsrepræsentant i Ankestyrelsen, sender Ankestyrelsen stævningen direkte til skadelidte. Det er således ikke Tryg, som har fremsendt stævning til skadelidte'.

Tryg oplyser videre, at deres svar skal ses i lyset af, at de har begrænset mulighed for at udtale sig pga. GDPR.

'Det er, som vi tidligere har kommunikeret, desværre ikke lykkedes os at få samtykke til at udtale os i sagen fra Erik Schack, lyder det fra Tryg'.

Mens Bjarne Lausten (S) vil tage sagen op med ministeren, vil Dansk Folkeparti i kommende forhandlinger arbejde for, at der bliver et loft for arbejdsskadesagers behandlingstid.

De mener også, og at der laves omvendt bevisbyrde for politmænd, brandmænd, ambulancereddere og medarbejdere i kriminalforsorgen.

- Hvis vi gerne vil have nogle mennesker, som varetager de her jobs, og som hver dag faktisk er i højt alarmberedskab; de udsætter sig selv for fare, og det er ikke sikkert, de kommer hjem igen, så synes jeg, at man som samfund bør sige; hvis man kommer ud fra en skade, eller man får PTSD, fordi man har så mange traumatiserende hændelser, så skal man også have et system, der samler op og hjælper en, slår Majbritt Birkholm fast.


Foto: Aalborg Zoo

Her ses de positive tests.

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Der er tale om en positiv graviditetstest.

Der er en ny baby på vej i Aalborg Zoo. Orangutangen Ruti er nemlig gravid.

Det oplyser Aalborg Zoo på sin Facebook-side.

I foråret blev det vurderet, at Ruti var drægtig, og derfor stoppede dyrepasserne med at give hende p-piller. Her et halvt år senere står det nu klart, at Ruti venter en unge til sommer.

I naturen går en unge med moren i syv til otte år, og af landlevende pattedyr er orangutangen det dyr med lavest fødselsrate, skriver Aalborg Zoo.

Hvis alt går vel for Ruti, kan hun nå at få tre unger i sin levetid.

Det var en ganske almindelig test - akkurat som den mennesker bruger - der viste, at orangutangen var gravid. Og for at være på den sikre side blev der foretaget tre tests.


Skagen-restaurantejer langer ud efter 'støj-politiet'

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Restaurantejeren mener, at byens beboere må stå sammen om at finde en løsning, så byen ikke dør.

'Mogens Bandholm har allerede vist, at han er villig til at fortsætte sin kamp mod vores bys liv og aktiviteter. Derfor er det vigtigt at forstå, at Mogens Bandholm ikke stopper før denne by er helt død og stille.'

Sådan lyder de hårde ord fra ejer af Skagen Fiskerestaurant, Jesper C. Winter, i et opslag på sin Facebookside.

Fremtiden for den levende musik i Skagen er nemlig uvis, efter at Frederikshavn Kommune har erkendt, at de ikke har fulgt loven på området.

Her spiller Mogens Bandholm en central rolle. I de seneste syv år har han kæmpet en indædt kamp mod de mange musikarrangementer i Skagen, som overskrider de støjgrænser, der er fastsat af Miljøstyrelsen.

Er bekymret for byens fremtid

Men Mogens Bandholms ageren vil ifølge Jesper C. Winter ende med at tage livet af Skagen by, og derfor føler han sig nødsaget til at dele sine tanker.

'Et særligt problem er de lave grænser for støjniveauer, som på sigt kan hæmme en lang række af de gode aktiviteter og initiativer, der gør Skagen levende og attraktiv,' lyder det i opslaget.

TV2 Nord har efterfølgende talt med Jesper C. Winter, men her har han ikke ønsket at tilføje yderligere til sit opslag på de sociale medier.

Heri påpeger restaurantejeren blandt andet, at grænser for støjniveau vil ramme arrangementer i gågaden, ballet ved den tilsandede kirke, julemarkedet i Aalbæk, aktiviteter i museets have og havnens aktiviteter.

'Selv almindelig udeservering på byens restauranter risikerer at blive umulig, hvis vi skal holde os inden for disse grænser. Det vil være katastrofalt for vores by, som i høj grad lever af oplevelser og gæstfrihed,' tilføjer han.

Derfor opfordrer Jesper C. Winther også beboerne i Skagen til at hjælpe med at komme på en løsning til at bevare byen.

'Vi må stå sammen for at beskytte vores by og de værdier, der gør Skagen til noget helt særligt'.

Facebookopslaget har været offentligt i to døgn og har i skrivende stund langt over 200 delinger, 800 likes og over 100 kommentarer.

Har haft sin pris

Mogens Bandholm har tidligere fortalt til TV2 Nord, at den årelange kamp mod støj har haft en pris.

- Der er steder i byen, jeg ikke længere må komme, fortalte han dengang.

I dag er han ifølge ham selv 'flygtet' til Norge', efter Jesper C. Winter lavede sit opslag.

- Jeg kan se, at Jesper får mange kommentarer på sit opslag, og der er også nogle, der omhandler mig. Det giver mig ikke hjertebanken, men jeg ved godt, mange er utilfredse med mig, fortæller han.

I forhold til restaurantejerens opslag, som er delt flere steder, fortæller Mogens Bandholm, at han bør gøre noget aktivt fremfor at 'ynke' på de sociale medier.

- Jeg synes, det brev er patetisk, fordi han brokker sig over, at hvis ikke han og andre får lov til at spille, som de vil, så dør Skagen, og det er en overdrivelse. Byen har levet i mange år uden udendørsmusik, påpeger Mogens Bandholm.

- Hvis Jesper og de andre vil spille udendørsmusik, som det passer dem, så må han gå til politikerne og få loven ændret, tilføjer han.

Mogens Bandholm påpeger desuden, at han mener, at udendørsmusikken har ødelagt, hvad Skagen en gang var.

- En gang kom man til Skagen for kunsten, havet og så videre. Man kom ikke for at høre musik på 10-12 restauranter, lyder det.


Tre mænd satte sig for at starte en fest: - Alle er glade!

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Der mangler dansefester for voksne, mener tre diskoglade DJ's, som har sat sig for at gøre noget ved problemet.

Lørdag løber årets sidste glitterball af stablen hos Cafe Ulla T i Aalborg.

Konceptet begyndte sidste år, da tre diskoglade DJ's savnede steder i Aalborg, der spillede den slags musik, som de kunne lide, og hvor det mere voksne publikum kunne danse og have en fest.

- Der er selvfølgelig Jomfru Ane Gade i Aalborg. Men når man har vores alder, kan man jo risikere at møde sine børn der, og det føles ikke som vores fest. Så vi kunne mærke et behov i os selv for et sted, hvor vi kunne have en fed aften, siger festarrangør og DJ Dennis Kronborg.

Og i stedet for at vente på, at det sted skulle opstå ud af det blå, besluttede de tre venner at skabe det selv. Så i 2023 arrangerede de deres første glitterball, med fokus på fest, farver, glimmer og disko. Siden da er det blevet til en god håndfuld fester, og de har stærke planer om at fortsætte konceptet til næste år.

Glitterball

Glitterball-festerne afholdes nogle gange om året.

Man kan købe billet til arrangementet, hvilket er en god ide, hvis man vil være sikker på at komme ind.

Arrangørerne offentliggører datoer på deres sociale medier.

Glitterballdanmark/@glitter.ball.dk

Lige nu har trioen planer om tre - fire fester i 2025.

Fandt hinanden gennem musik

De tre mænd har kendt hinanden i efterhånden mange år, og musik har altid fyldt meget for dem både individuelt og sammen. Faktisk var det musikken, der startede venskabet mellem Dennis Kronborg og Karsten Delgado, da den ene arbejdede i stereostudiet, hvor den anden handlede musik.

Siden dengang har musikken taget dem mange steder hen, både privat og i arbejdslivet, og alle dele af trioen har gjort det som DJ's. Derfor var det på mange måder oplagt for dem, at prøve kræfter med titlen som festarrangører. Musikken var der nemlig styr på.

I løbet af festerne skiftes de tre til at stå bag mixerpulten og sende pulserende diskotoner ud over dansegulvet.

Allerede fra første arrangement er festerne blevet taget positivt imod, og billetterne bliver udsolgt gang på gang.

- Alle er glade. Mange gør noget ud af det med pink tøj eller glitterkjoler, så de passer til temaet, og vi kan mærke at alle er med på at bidrage til at skabe en god aften. Man behøver ikke at have været ung i 80'erne eller 90'erne, men man skal ville konceptet, siger Dennis Kronborg.

Et koncept, der altså byder på diskokugler, glitter, bimlende lys og en snert af nostalgi, som arrangørerne bruger en del tid på at skabe.

- Det tager tid at arrangere og pynte op. Så vi er trætte om søndagen. Men når trætheden har lagt sig, kigger vi alligevel altid på hinanden og siger: 'lad os gøre det igen', griner Dennis Kronborg.


Da Hans og Karins læge gik på pension, så det sort ud - men nu er der håb igen

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

Hans Rasmussen og Karin Lyng Rahbek kan måske få egen læge i byen igen. En ny aftale skal tvinge læger ud i yderområderne.

Karin Lyng Rahbek og Hans Ramussen er 77 og 78 år. De har haft den samme læge i 50 år, men sidste år gik lægen på pension, og siden da har de stået uden egen læge. 

- Vi har mistet vores gamle lægehus, hvor vi havde en læge, der vidste, hvem vi var, hvad vores problemer var, og hvad vi havde brug for, siger Karin Lyng Rahbek.

De har været vant til, at det var det samme ansigt, som de fortalte deres sundhedsproblemer til, men nu er det en anden sag. 

De seneste år har de været tilknyttet en regionsklinik, hvor de har mødt forskellige læger, hver gang de har været der. 

- Det har været meget utrygt. Vi håber sådan, at vores lægehus i Vestervig kommer tilbage, siger Hans Rasmussen. 

Måske snart ny læge til byen 

Men nu er en ny læge måske snart på trapperne til Karin og Hans. 

En ny aftale mellem regeringen og Danske Regioner skal nemlig tvinge læger ud til de områder, hvor der er allerstørst behov for det - og det er noget, som falder i rigtig god jord hos Karin Lyng Rahbek og Hans Ramussen, der mener, det har stor betydning at have en personlig læge. 

- Lægen ved, hvordan man har det og kan tolke det, man siger, på den rigtige måde. Og jeg har oplevet, i hvert fald to gange, hvor det simpelthen har reddet mit liv, at lægen vidste, hvad det var, der var galt, og kunne tolke mine udsagn, siger Hans Rasmussen. .

Helt konkret betyder det, at der kun kan placeres nye lægekapaciteter i Thisted og Morsø, samt 15 andre kommuner på landsplan, hvor det er vurderet, at behovet for læger er størst.

- Det vil betyde stor tryghed i min dagligdag. Jeg nærmer mig snart de 80, og når man i forvejen har nogle skavanker, så er det rart med en læge, der kender en, siger Hans Rasmussen.


Foto: Mette Nielsen / TV2 Nord

Lyt til artiklen

Stop afspilningen

Genoptag afspilning

I Nordjylland er det Brønderslev, Frederikshavn, Hjørring, Læsø, Morsø og Thisted Kommuner, der bliver tilgodeset.

I årevis har vi i Nordjylland manglet læger og bedt om hjælp for at få flere til vores område. Nu sker der noget. En ny aftale mellem regeringen og Danske Regioner tvinger læger ud i områder, hvor længemanglen er størst.

Og det er i seks nordjyske kommuner. En af dem er Frederikshavn Kommune.

Her bor 80-årige Jørn Andersen med sin kone. De bor i byen Strandby som i mere end et år har stået uden en praktiserende læge.

- Vi er mange i byen og i nære områder, der savner den tryghed, vi havde indtil for halvanden år siden, Jørn Andersen.

Ingen garanti for læger

Konkret betyder aftalen, at der det første halvår af 2025 kun kan etableres nye lægepraksis i de områder, hvor lægedækningen er dårligst. Dertil kommer det, at de store universitetshospitaler ikke må ansætte speciallæger i almen medicin i to år fra årsskiftet og frem.

Se hele nyhedsindslaget herunder.

- De kommende praktiserende læger bliver simpelthen målrettet til områder i Region Nordjylland, hvor der i dag er den dårligste lægedækning. Og det er vigtigt, fordi det er afgørende for regeringen og med sundhedsreformen, at alle danskere skal kunne have en læge tæt på, siger indenrigs- og sundhedsminister Sofie Løhde (V).

Men om aftalen virker, og hvor mange læser, aftalen ender med at sende ud til de mest lægefattige områder, kan aftalepartnerne ikke give et konkret bud på.

Men i Strandby håber de, at lægetørken snart er ovre, selvom det ikke er givet, at aftalen vil lukke en ny læge til.

- Det vil vi da sandelig håbe. Det har vi behov for. Som to ældre mennesker sammen med en hel masse andre i hele vores nærområde, siger Jørn Andersen.