Redningsaktion: 30-årig mand frygtes druknet

En 30-årig mand er savnet, efter en båd kæntrede søndag eftermiddag ud for Sæby. Redningshelikopter leder med termisk kamera efter manden.

Søndag aften kort før klokken 20 valgte man at indstille eftersøgningen uden resultat - læs mere her.

En større redningsaktion finder søndag eftermiddag og aften sted i Sæby, efter en båd med to personer ombord kæntrede.

Det lykkedes den ene person - en 34-årig mand - at svømme i land, mens den anden person fortsat er savnet. Der er tale om en 30-årig mand.

Politi og beredskab blev alarmeret klokken 15.22, da en person på land spottede den 34-årige mand i vandet.

Da anmeldelsen kom, var det et godt stykke tid siden, at båden var kæntret.

- På det tidspunkt havde den ene person svømmet næsten en kilometer for at komme i land, og det tog i hvert fald en halv time – hvis ikke mere, siger Jess Falberg, der er vagtchef ved Nordjyllands Politi.

 

Manden, der formåede at svømme i land, var forkommen og underafkølet.

Personen, der alarmerede politiet, var også kortvarigt i vandet for at hjælpe.

En redningshelikopter er i luften og leder med termisk udstyr, mens redningsbåde er på vandet for at finde den savnede person. Indtil videre har man fundet vragdele fra båden.

De to mænd var på jagt, da båden kæntrede.

Den 30-åriges pårørende er underrettet.

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland