Rivaler: Udsolgt til lokalbrag
Det hele endte med en storsejr på 37-16 til oprykningskandidaterne fra Vendsyssel Håndbold i lokalbraget mod Sæby HK.
Der er blot seks kilometer mellem Vendsyssel Håndbold og Sæby HK’s hjemmebaner. Så der var tale om et vaskeægte lokalopgør, da de to klubber i dag tørnede sammen hos Vendsyssel i Syvsten.
Vendsyssel topper kvindernes første division, mens dagens modstander, lokalrivalerne fra Sæby, kæmper for at undgå nedrykning. På papiret en overkommelig opgave for Vendsyssel. Og selvtilliden er da også i top hos træneren inden kampen.
- Vi skal ind og vise i 60 minutter, hvorfor vi er det bedste hold, og hvorfor det er os, der ligger i toppen og Sæby, der ligger i bunden, siger Kent Ballegaard, træner, Vendsyssel Håndbold.
Ekstra koncentration
For mange af spillerne hos Sæby er det et møde med tidligere holdkammerater. Hele seks spillere har før spillet for Vendsyssel. Og kendskabet til hinanden kan give udfordringer.
- Det kræver lidt ekstra koncentration, for de kender mig, og jeg kender dem, så de ved, hvor de skal skyde henne på mig, men jeg ved så også, hvor de skyder henne, siger Cecilie Søndergaard Kongstad, målmand, Sæby HK.
Til et lokalbrag skal der naturligvis fyldes godt op på lægterne. Og med godt 500 tilskuere var der udsolgt til dagens kamp.
Storsejr til Vendsyssel Håndbold
Og det var hjemmeholdet fans, der fik mest at juble over. Efter 10 minutter var Vendsyssel allerede foran med 7-2. Og ydmygelsen af lokalrivalerne fortsatte i anden halvleg. Det hele endte med en storsejr på 37-16 til oprykningskandidaterne fra Vendsyssel.
- Vendsyssel er bare bedre end os lige pt. Vi har en masse at lære endnu, siger Cecilie Søndergaard Kongstad, Sæby HK.
Var der ydmyghed at spore fra udeholdet fra Sæby, var der til gengæld stolthed at spore fra hjemmeholdets træner, Kent Ballegaard,
- Jeg synes, at pigerne fortjener de stående ovationer. Det er super fedt. Der er point i det. Det er en hjemmebane, der vil noget. Det bliver ikke let for andre at komme herop og tage point, siger Kent Ballegaard.