Rul bølge rul: På kanten af et nyt energieventyr?
Foto: Hans-Christian Lauritzen
Tordenskiold ligger klar på bedding i Frederikshavn.
Nyt anlæg til bølgeenergi skal testes i Kattegat.
I Frederikshavn har et lokalt firma stadig store drømme om at få succes med bølgeenergi. I morgen bliver testanlægget Tordenskiold for anden gang slæbt ud i Kattegat til nye tests, der forhåbentlig kan blive et gennembrud for bølgeenergi. Bag Tordenskiold står firmaet Crestwing, der er ledet af Ruth Bloom. Hun håber, at alt arbejdet med at gøre Tordenskiold klar til sin anden testperiode i Kattegat kan blive et gennembrud for bølgeenergi i Danmark.
- Efter min opfattelse er det sådan her, man laver det, hvis det kan lade sig gøre at lave bølgeenergi. Den har en kæmpe overflade, den er maritim, du har et tørt maskinrum, og vi har en meget sikker forankring, forklarer direktør i Crestwing Ruth Bloom til TV2 Nord.
Bølgeenergianlægget Tordenskiold fungerer på den måde, at det laver strøm, når det bliver suget ned mellem bølgerne. Altså når bølgerne er på vej væk fra anlægget, i stedet for når de rammer.
- Der er mange flere kræfter i suget, end der er i skubbet, og derfor er det mange flere kræfter, vi kan trække ud, siger Ruth Bloom.
Tordenskiold måler 7,5 gange 30 meter. Målet er, at lave anlæg dobbelt så store som Tordenskiolds, som kan ligge i Nordsøen og producere strøm til samme pris som andre vedvarende energikilder.
- Her kan vi lægge bølgeenergi ud, hvor det ikke chikanerer folk. Vi bor jo altså 7,7 milliarder mennesker på denne her klode, og vi bor på en tredjedel af klodens plads. Vi skal jo have taget havet med, så det ser jeg frem til, siger Ruth Bloom.
Det er planen at Tordenskiold bliver slæbt ud til testområdet ved Hirsholmene i morgen fredag.