Så er det sommer: Palmerne er på plads i Frederikshavn

Tirsdag var en stor dag på Palmestranden i Frederikshavn - her kom palmerne nemlig frem fra vinterhiet.

Temperaturerne har i flere dage skreget "sommer" over Nordjylland - og tirsdag morgen fulgte Frederikshavns berømte Palmestrand så trop.

Her kom palmerne nemlig ud af deres vinterhi i et stort drivhus, hvor de altid overvintrer, og frem på stranden for at markere starten på endnu en badesæson.

- Nu er sommeren kommet til Frederikshavn. En del af Frederikshavns DNA er den her strand, så det gør ikke noget man bliver rørt over det, det gør det ikke, siger Michael Nielsen fra Park og Vej i Frederikshavn Kommune.

Han har siden 2004 sørget for, at Palmestranden viser sig fra sin bedste side ved at sætte de i alt 103 palmer helt perfekt. Det har med tiden givet ham tilnavnet Palmekongen. 

- Stranden skal se godt ud. Det hjælper ikke noget, at det er sådan en fisten en, der kommer forrest, siger Michael Nielsen.

Og detaljen er vigtig  - tursiterne kommer hvert år helt tæt på, når de skal besøge den eksotiske strand, der minder dem om syden. Tirsdag var der da også en håndfuld turister, der var heldige nok at overvære arbejdet med at sætte palmerne ud.

- Det er fantastisk fint og ekstra sjovt at komme her i dag, når de skal sættes ud. Så fik vi også set hvordan det går til, siger Elisabeth Guzikowski fra Sverige, der tilfældigvis var på stranden.

Det tager i alt cirka otte timer at gøre Palmestranden helt klar til sommersæsonen. 

 
 
Foto: Frederikshavn Kommune

 


Seneste nyt

fra Nordjylland