Sådan tjekker du om du er trold - årets båltaler i Skagen kommer med fif
Foto: Henriette Maj Pedersen / TV2 Nord
I stedet for en heks, bliver det denne trold, som ryger på bålet til Sankt hans på Sønderstrand.
Den tidligere TV2 vært, Per Christiansen, er årets båltaler i Skagen, og han afprøver forud for sankthansbålet om, han er i farezonen for selv at blive futtet af.
Heksen på det traditionsrige sankthansbål på Sønderstrand i Skagen bliver i år skiftet ud med en trold.
Det sker, fordi man sidste år besluttede ikke længere at brænde en heks af, men noget skulle på bålet, mener direktøren på Toppen af Danmark, Nicolai J. Nissen.
- Valget faldt på en trold, fordi der tilbage i den nordiske mytologi faktisk har været tradition for at brænde trolde af, fortæller han og tilføjer, at han turistbureauet ikke alene kan tage æren for idéen.
- Det er noget, man har gjort igennem tiden i Norden. Trolde symboliserer store kræfter og det onde, og det er jo det, man brænder af til Sankt Hans, lyder det fra Nicolai J. Nissen.
Årets båltaler, Per Christiansen, synes, idéen om trolde passer godt til nutidens sankthansafbrænding.
- Historisk set er det jo mænd, der har besluttet, at det er hekse, der brændes af, så det nok bedre med trolde, der jo kan være alle køn, det er mere aktuelt i dag, lyder det fra ham.
Per Christiansen var tirsdag en tur i Skagen for at blive klogere på, hvad hans båltale på Sønderstrand skal indeholde, og inspirationen henter han hos børnene fra den lokale børnehave Mattisborgen.
- Jeg er meget beæret over at få lov til at holde talen, så derfor skal jeg være godt forberedt, siger han.
Se hele indslaget her:
Det er børnene fra Børnehaven Mattisborgen, der skal stå for at lave den trold, der skal brændes af. Og det er de nu gået i gang med årets båltaler på sidelinjen.
Og Per Christiansen har nu gennemskuet et trick til at finde ud af, om man står ansigt til ansigt med en trold.
Trolde er nemlig usynlige, hvis de har en hvid pind i munden.
Og for en sikkerheds skyld tog den kendte tv-vært selv testen tirsdag formiddag i Skagen.