Hemmelig lydfil chokerer politikere: - Sådan noget der kun sker i Italien
Italienske tilstande og som at være med i tv-serien House of Cards. Sådan betegner to politikere de metoder, som TV2 Nord har afsløret finder sted i Frederikshavn Kommune.
Torsdag kunne TV2 Nord fortælle, hvordan en kommunal medarbejder på en hemmelig lydoptagelse forklarer og instruerer i, hvordan dokumenter og sagsakter kan holdes skjult for offentligheden.
- Mit allerførste input var, at det var løgn det her. Det er kun sådan noget, som sker i Italien, men det sker åbenbart også i Danmark, siger Jens Nygaard Johansen, byrådsmedlem i Frederikshavn Kommune for Danmarksdemokraterne.
Også SF's byrådsmedlem Christina Lykke Eriksen er chokeret og overrasket over lydoptagelsen.
- Jeg føler, at jeg er med i en film eller serie. Ligesom i House of Cards, hvor man hele tiden blev overrasket over, hvordan systemet fungerer. Sådan tror jeg faktisk, jeg har det nu, siger hun.
Sagen handler om en 25 minutter lang lydoptagelse fra et møde på Frederikshavn Havn i december 2023.
Den kommunale medarbejder fortæller på optagelsen, hvordan hun har sorteret fra i de mails, som kommunen har udleveret til TV2 Nord og dermed giver borgerne indsigt i.
- Det skal heller ikke være nogen hemmelighed, at jeg har udeladt ting, siger den kommunale medarbejder på optagelsen.
Se hele indslaget herunder:
Den kommunale medarbejder instruerer også medarbejdere ved Frederikshavn Havn i, at de bør gøre det samme, så der i den aktindsigt, som TV2 Nord har søgt hos Frederikshavn Havn, kun udleveres materiale, som er afstemt med det materiale, som kommunen har udleveret.
- Jeg har næsten svært ved at sætte ord på det, fordi jeg tænkte, at sådan noget aldrig ville komme til at kunne ske i lille Frederikshavn eller Danmark for den sags skyld, for det er faktisk ikke sådan, jeg synes, vi agerer som samfund eller som system, så det er faktisk svært at finde ord for det, siger Christina Lykke Eriksen.
Oplysninger mørkelægges
I følge den 25 minutter lange optagelser, bliver oplysninger om Frederikshavn Havn mørkelagt for borgerne, da kommunens medarbejder henstiller til, at der ikke skal nye oplysninger frem.
- Jeg vil blive meget glad, hvis I nøjagtig gør, som jeg har gjort, fordi så sker der ingenting, så kommer der ikke noget nyt frem eller noget. Jeg kan ikke forlange det af jer, jeg kan kun appellere til jer, siger medarbejderen.
Det er en alvorlig sag og i strid med forvaltningsloven om offentlighed, når en myndighed som Frederikshavn Kommune på den måde sorterer i oplysninger, som offentligheden får indsigt i. Det fastslog ekspert i mediejura Thomas Pallesen torsdag på TV2 Nord.
- Jeg kan simpelthen ikke forstå, at det kan foregå, og jeg tænker også, at det giver fuldstændige urimelige arbejdsvilkår for alle. Også for os som politikere. Jeg har mega meget tillid til vores system. Det synes jeg også, at man skal have, så derfor synes jeg også, at det her simpelthen ikke er i orden. Sådan kan vi ikke arbejde, siger Christina Lykke Eriksen.
Inddrager politiet
TV2 Nords afsløringer fik allerede torsdag Venstre til at melde sagen til politiet samt overveje om Folketingets Ombudsmand skal inddrages. Og kommunaldirektør Thomas Eriksen har igangsat en intern undersøgelse af sagen. Han bekræfter, at en medarbejder har modtaget et såkaldt varsel til et møde om sagen.
Christina Lykke Eriksen opfordrer også til en tilbundsgående undersøgelse af sagen.
Kan kommunen selv rydde op i det her?
- Det er jo det store spørgsmål. Vi kan ikke lade sådan en sag her ligge, så skal vi jo finde ud af, hvor det er henne, der er sket nogle fejl, og hvor er det henne i kæden, at der er en medarbejder, der laver de her handlinger, der laver de her udtalelser, og så må vi efterfølgende finde ud af, hvor har vi en brist. Hvor har vi et problem, siger hun.
Den nu afgående borgmester, Birgit S. Hansen, afviste torsdag at kommentere sagen, da det ifølge hende er en forvaltningssag.