Sæby Spektrum bliver en realitet
Foto: Sæby Spektrum
En donation på 2,5 millioner kroner betyder, at Sæby Spektrum nu kan realiseres. Centeret kommer til at have fællesskab og sundhed i fokus.
Sæbynitterne kan se frem til et nyt center i byen, der rummer både idrætsfaciliteter, caféområder og værested i ét. Med en donation på 2,5 millioner kroner fra Det Obelske Familiefond står Sæby Spektrum nemlig nu til at kunne blive realiseret.
- Vi er virkelig taknemmelige over, at Det Obelske Familiefond har kunnet se potentialet i Sæby Spektrum og givet os mulighed for at skabe et nyt kraftcenter. Donationen har gjort, at Sæby Spektrum bliver et sted, hvor man ikke bare kommer og går, men også gerne vil blive, siger Lars K. Nielsen, centerleder, Sæby Spektrum.
Sæby Spektrum har været undervejs i noget tid, og nu er finansieringen altså helt på plads.
Sæby Spektrum skal laves som en tilbygning til Sæby Fritidscenter, og efter planen skal det være samlingspunkt for det sociale liv, der udfolder sig før, under og efter aktiviteterne, som stedet skal huse. Man håber dermed, at det nye center vil blive et samlingspunkt for alle sæbynitter.
- Det vigtigste bliver at skabe et sted, hvor alle føler sig velkomne og inkluderet. Donationen betyder, at vi kan få skabt rammerne for et stærkt samlingspunkt, hvor endnu flere – særligt børn og unge – bliver en del af fællesskabet og samtidig får en sund livsstil, siger Lars K. Nielsen.
Sæby Spektrum ventes at stå færdigt i juni 2020.