Sild og brislinger i lange baner: Rekordår for fiskeriet i Skagen Havn

Kuttere som lægger til i Skagen Havn har hevet fisk i land for mere end en milliard i 2018. Det er ny rekord, og samtidig sætter havnen streg under, at den er Danmarks største inden for fiskeri

Sild til en værdi af 451 millioner kroner. Det er bare en af ingredienserne i det rekordår, som 2018 har været økonomisk set for Skagen Havn.

quote Markedspriserne har været bedre i 2018 end i 2017, og derfor kan vi runde én milliard i år, selvom mængden er faldet en smule.

Willy B. Hansen, administrerende direktør i Skagen Havn.

- Markedspriserne har været bedre i 2018 end i 2017, og derfor kan vi runde én milliard i år, selvom mængden er faldet en smule, fortæller administrerende direktør i Skagen Havn, Willy B. Hansen.

Der blev i 2018 landet 384.000 tons fisk i Skagen Havn, og den samlede pris for sådan en portion fisk lyder på 1,019 milliard kroner. Det er ny rekord og slår dermed beløbet tilbage fra 2016, som også lød på lidt over en milliard.

Fiskeriet i Skagen Havn stod i 2018 for 25 procent af den samlede mængde fisk, der blev fanget i Danmark.

- Vi er utroligt stolte over igen at konsolidere vores position som Danmarks største fiskerihavn, og det er en milepæl i forhold til den værdi, der skabes i dansk fiskeri, siger Willy B. Hansen.

Knap 50 procent af de landede fisk i Skagen Havn kommer fra udenlandske fartøjer. Det er primært svenske og norske fartøjer som kommer forbi Skagen, mens også færøske, grønlandske, litauiske, britiske og tyske ligger til.

1.000 meter ny kaj og andre udvidelser ventes at blive påbegyndt på Skagen Havn i løbet af foråret 2019.


Seneste nyt

fra Nordjylland