Sjælden delfin skyllet i land ved Skagen

Mandag skyllede en delfin på cirka 300 kilo af arten hvidnæse i land på Nordstrand i Skagen.

Blæsten river i mikrofonen på telefonen, og engang imellem dukker det mørke omrids af en delfinkrop op mellem de brusende bølger ved Nordstrand i Skagen.

Det kan man se i en video fra tirsdag formiddag, hvor naturvejleder Simon Christiansen fra Skagen Fuglestation, filmer den sjældne døde delfin, der mandag skyllede i land på stranden.

- Der er tale om en delfin af arten hvidnæse, og den er ret sjælden. Sjovt nok er det den næstmest udbredte delfinart i Skagerrak og Nordsøen efter marsvinet, men man ser dem næsten aldrig og slet ikke sådan her, skyllet i land på en strand, siger Simon Christansen til TV2 Nord.

Han blev opmærksom på fundet via facebook, da en mand, der havde været ude at gå en tur, havde lagt et billede af delfinen op på sin profil mandag. Så tirsdag morgen måtte naturvejlederen selv af sted.

- Jeg tror, den er skyllet i land mandag. På det billede, jeg så af den, var den stadig fin og hel, men her tirsdag kan man se, at dyr har spist dens øje og lidt af dens ene finne, siger Simon Christiansen.

Video af Simon Christiansen.

Over de næste dage vil den langsomt blive spist af det lokale dyreliv, forklarer han, men man kan stadig nå at se den sjældne, hvidspættede delfin på Nordstrand.

- Især onsdag, når vinden har lagt sig lidt, og bølgerne er knap så høje, vil det være godt at se den. Den er godt tung, så den ryger ingen steder, siger Simon Christiansen.

Han vurderer, at delfinen er knap tre meter lang og har en kampvægt på cirka 300 kilo.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland