Skagen-restaurantejer langer ud efter 'støj-politiet'
Restaurantejeren mener, at byens beboere må stå sammen om at finde en løsning, så byen ikke dør.
'Mogens Bandholm har allerede vist, at han er villig til at fortsætte sin kamp mod vores bys liv og aktiviteter. Derfor er det vigtigt at forstå, at Mogens Bandholm ikke stopper før denne by er helt død og stille.'
Sådan lyder de hårde ord fra ejer af Skagen Fiskerestaurant, Jesper C. Winter, i et opslag på sin Facebookside.
Fremtiden for den levende musik i Skagen er nemlig uvis, efter at Frederikshavn Kommune har erkendt, at de ikke har fulgt loven på området.
Her spiller Mogens Bandholm en central rolle. I de seneste syv år har han kæmpet en indædt kamp mod de mange musikarrangementer i Skagen, som overskrider de støjgrænser, der er fastsat af Miljøstyrelsen.
Er bekymret for byens fremtid
Men Mogens Bandholms ageren vil ifølge Jesper C. Winter ende med at tage livet af Skagen by, og derfor føler han sig nødsaget til at dele sine tanker.
'Et særligt problem er de lave grænser for støjniveauer, som på sigt kan hæmme en lang række af de gode aktiviteter og initiativer, der gør Skagen levende og attraktiv,' lyder det i opslaget.
TV2 Nord har efterfølgende talt med Jesper C. Winter, men her har han ikke ønsket at tilføje yderligere til sit opslag på de sociale medier.
Heri påpeger restaurantejeren blandt andet, at grænser for støjniveau vil ramme arrangementer i gågaden, ballet ved den tilsandede kirke, julemarkedet i Aalbæk, aktiviteter i museets have og havnens aktiviteter.
'Selv almindelig udeservering på byens restauranter risikerer at blive umulig, hvis vi skal holde os inden for disse grænser. Det vil være katastrofalt for vores by, som i høj grad lever af oplevelser og gæstfrihed,' tilføjer han.
Derfor opfordrer Jesper C. Winther også beboerne i Skagen til at hjælpe med at komme på en løsning til at bevare byen.
'Vi må stå sammen for at beskytte vores by og de værdier, der gør Skagen til noget helt særligt'.
Facebookopslaget har været offentligt i to døgn og har i skrivende stund langt over 200 delinger, 800 likes og over 100 kommentarer.
Har haft sin pris
Mogens Bandholm har tidligere fortalt til TV2 Nord, at den årelange kamp mod støj har haft en pris.
- Der er steder i byen, jeg ikke længere må komme, fortalte han dengang.
I dag er han ifølge ham selv 'flygtet' til Norge', efter Jesper C. Winter lavede sit opslag.
- Jeg kan se, at Jesper får mange kommentarer på sit opslag, og der er også nogle, der omhandler mig. Det giver mig ikke hjertebanken, men jeg ved godt, mange er utilfredse med mig, fortæller han.
I forhold til restaurantejerens opslag, som er delt flere steder, fortæller Mogens Bandholm, at han bør gøre noget aktivt fremfor at 'ynke' på de sociale medier.
- Jeg synes, det brev er patetisk, fordi han brokker sig over, at hvis ikke han og andre får lov til at spille, som de vil, så dør Skagen, og det er en overdrivelse. Byen har levet i mange år uden udendørsmusik, påpeger Mogens Bandholm.
- Hvis Jesper og de andre vil spille udendørsmusik, som det passer dem, så må han gå til politikerne og få loven ændret, tilføjer han.
Mogens Bandholm påpeger desuden, at han mener, at udendørsmusikken har ødelagt, hvad Skagen en gang var.
- En gang kom man til Skagen for kunsten, havet og så videre. Man kom ikke for at høre musik på 10-12 restauranter, lyder det.