Skagen-restauranter politianmeldt på stribe for larm
Foto: Bruno Stagsted / TV2 Nord
Kommunens støjkontrollanter har haft travlt denne sommer, men restauratørerne i Skagen mener, at reglerne for støj er for indviklede.
Da Rasmus Walther forleden trykkede den akkustisk af foran Skagen Fiskeraturant, blev det for meget for Frederikshavns Kommunes støj-kontrollanter. Faktisk blev det så for meget, at det resulterede i en politianmeldelse.
- Selvfølgelig er det træls at blive meldt til politiet. Men jeg er bare kok, og alt det her med decibel og grænser er ret forvirrende, siger Jesper Winter, der er restauratør på Skagen Fiskerestaurant.
Skagens Fiskerestaurant er bare en af flere restauranter, der i løbet af denne sommer er blevet meldt til politiet af Frederikshavn Kommune for at støje for meget, når de har udendørs musik-arrangementer.
Hvilke støjgrænser, der er for musik fra en restaurant i Skagen, afhænger af, i hvilken zone restauranten er placeret, hvor længe der bliver spillet, og hvilken tid på døgnet det er.
For eksempel må et musik arrangement hos Skagen Fiskerestaurant komme op at ramme de 60 decibel, da restauranten ligger i et erhvervsområde, men hvis vinden er i en forkert retning, så kan musikken overstige de tilladte 35 decibel om aftenen i et nærliggende boligområde i Skagen by.
- Der er ikke noget, jeg hellere vil, end at overholde støjgrænserne. Men jeg er først efter koncerten blevet gjort opmærksom på problemet, og i det boligområde, hvor lyden er blevet båret op, er grænsen på 35 decibel om aftenen. Det svarer til en samtale mellem to mennesker, forklarer restauratør Jesper Winter.
Selvfølgelig er det træls at blive meldt til politiet. Men jeg er bare kok, og alt det her med decibel og grænser er ret forvirrende.
Jesper Winter, restauratør, Skagens Fiskerestaurant
Efter en hefig debat sidste år om støj i Skagen har kommunen denne sommer øget antallet af kontroller med støjgrænserne. Foruden Skagen Fiskerestaurant er fire andre restauranter også blevet politianmeldt. Det drejer sig om Old Irish Pub, Skagen Bryghus, Restaurant La Familia og Pakhuset.
- Når vi tager støjmålingerne, griber vi først til en politianmeldelse, hvis musikken er 10 decibel over støjgrænserne. Vi er meget lempelige og forsøger ikke at jagte nogen, siger Anders Brandt Sørensen (S), der er formand for Plan- og Miljøudvalget i Frederikshavn Kommune.
I bybilledet er der dog ikke meget at diskutere, synes man - Skagen er Skagen, og byen skal syde af liv og glade om dagen. I hvert ifølge Charlotte Åmand og Mona Lisa Brockhoff, som TV2 Nords udsendte mødte på gaden.
- Der skal da være gang i den, ellers bliver det for kedeligt, hvis ikke musikken er høj nok, sagde de to kvinder, der blev bakket op af Keld Åmand, turist fra Horsens:
- Så kan man tage herned om vinteren, hvis man ikke kan holde larmen ud som lokal.
For restauratør Jesper Winter er det ikke så meget en bøde som følge af politianmeldelsen, han frygter, men derimod at koncerten med Rasmus Walter skal ende med at koste ham bevillingen.