Skagen-virksomheder tester medarbejdere: - Det er en ganske fremragende idé
Efter regeringens opfordring om, at alle, som fysisk går på arbejde, stod 500 torsdag i kø i Skagen.
Fiskeindustrien i Skagen er gået sammen om at følge anbefalingen fra regeringen – bliv testet en gang om ugen. Nu har de fået et mobilt testcenter til Skagen, som hver uge fra nu af skal teste de over 600 medarbejdere i fiskeindustrien. Torsdag stod 500 medarbejdere klar med åben mund og polypper til den første omgang test.
Det er langt fra første gang, at Jimmi Jakobsen bliver testet. Faktisk er det ottende gang.
- Det er aldrig behageligt, men det er jo en nødvendighed, for vi skal jo have det her stoppet, og det skal gå stærkt.
Jimmy Jacobsen, arbejdsmiljørepræsentant i Scandic Pelagic
Men i dag er første gang, han kan blive testet på sin arbejdsplads i Skagen.
- Jeg synes faktisk, at det er en ganske fremragende idé. Jeg synes, at det er lidt skidt, at Skagen ikke har en mulighed for at blive testet i det hele taget, siger Jimmy Jacobsen, der er arbejdsmiljørepræsentant i Scandic Pelagic.
10 virksomheder i Skagen er gået sammen om en omfattende test af deres medarbejdere der nu kan blive testet en gang om ugen på deres arbejdsplads.
- Det der er rigtig centralt for os, det er at passe på vores medarbejdere, at de ikke får corona og bliver alvorligt syge af det, eller deres pårørende gør, men det handler jo også om at opretholde produktionen.
Virksomhederne har bestilt en af Region Nordjyllands mobile testcentre efter regeringen i sidste uge kom med afbefalingen, at folk der går på arbejde, bør blive testet.
Til alle, der går fysisk på arbejde i de her dage og navnlig jer, der arbejder på arbejdspladser, hvor I ikke kan undgå at omgås mange mennesker, bliv testet en gang om ugen.
Nick Hækkerup, Justitsminister (S)
Har haft corona
Tidligere har Scandic Pelagic haft coronavirus på arbejdspladsen – testmuligheden skal derfor være med til at skabe tryghed på arbejdspladsen.
- Hvis vi har medarbejdere, der går trygge på arbejde, så har vi også de medarbejdere, vi kalder på. Vi er jo en produktionsvirksomhed, som hele tiden er afhængige af råvare, men i den grad også afhængige af, at vores medarbejdere er tilgængelige, siger Susanne Nielsen, HR-chef i Scandic Pelagic
Medarbejderne får tilbudt en PCR-test og op til 48 timer efter testen, får de deres svar.
- Vi læner os simpelthen op ad myndighedernes anbefalinger her, når myndighederne konkret anbefaler test en gang om ugen for medarbejderne, så har vi tillid til, at det er validt nok, og det er det, vi gør, og det betyder jo også, at vi ret hurtigt kan komme i gang med noget smitteopsporing, siger Susanne Nielsen.
For Jimmy Jacobsen er velviljen til at blive testet stor.
- Det er aldrig behageligt, men det er jo en nødvendighed, for vi skal jo have det her stoppet, og det skal gå stærkt. Så derfor er det jo rart nok, at vi nu i vores firma har mulighed for at blive testet en gang om ugen.
Onsdag blev de første 130 medarbejdere testet hos Tenax Sild i Aalbæk.