Skibe bliver gjort rene under corona-krise
Nordjysk dykkerfirma, som her speciale i at at gøre store skibe rene under vandlinjen, har travlt for tiden.
Som man kan se på appen Vessel Finder, ligger der for tiden omtrent dobbelt så mange skibe for anker i Aalbæk Bugt, som der sædvanligvis gør.
På grund af olie- og coronakrisen ligger omkring 40 skibe bare og vugger, fordi der ikke er noget at sejle med.
For et dykkerfirma i Frederikshavn betyder det til gengæld, at der er masser at lave. Nu hvor skibene alligevel ligger stille, sejler de nemlig ud og inspicerer og renser skibene under vandlinjen.
Den 200 meter lange bilfærge, Teodora, har i den senere tid ligget for anker 10 sømil sydøst for Skagen.
Søsterfærgen har haft problemer med korrision ved bovpropellerne, så et hold af eksperter fra dykkerfirmaet Odin Diving i Frederikshavn er blevet hyret til at se, hvordan det står til med færgen, nu hvor den alligevel ligger stille, fordi der ikke rigtig er nogen nye biler at sejle med på grund af olie- og coronakrisen.
Ikke et ufarligt job
- Skagen Red er et strategisk godt sted for skibene at ligge og vente på at blive chartret. Så kan de hurtigt komme ud i både Nord- og Østersøen, fortæller dykker Mathias Bruun Houmøller fra Odin Diving på vej ud til bilfærgen.
Det er ikke noget helt ufarligt job, når dykkerne skal ned i det tværgående rør som bovpropellen sidder i, hvor der er mistanke om korrision.
- Vi skal sikre os at propellen ikke lige pludselig begynder at rotere, ellers er det den visse død, forklarer Mathias Bruun Houmøller.