Skiold øger omsætning og opkøber IT-virksomhed
Foto: TV2/Nord
Skiold A/S skruer med overtagelsen af Farmlog yderligere op for digitaliseringen af svineproduktion i store dele af verden.
I 2016 satte virksomheden Skiold A/S rekorder på flere parametre. Omsætningen blev i 2016 100 millioner kroner end året før. På bundlinjen satte virksomheden også rekord med et resultat før skat på 44 millioner kroner. En stigning på 76 procent.
Skiold A/S er en global virksomhed, der udvikler, producerer og markedsfører systemer og komplette løsninger til mekanisering af svinestalde og til foderfremstilling samt sortering og rensning af korn og frø på gårde og i industri.
De gode resultater betyder, at Skiold A/S har overtaget IT-virksomheden Farmlog. Farmlog har igennem de seneste år udviklet og introduceret en integreret IT-platform målrettet svineproducenter overalt i verden.
- For at være lønsom, bæredygtig og markedstilpasset skal fremtidens svineproduktion i langt højere grad end hidtil baseres på præcise og hurtige data. For svineproducenten selv er det tilsvarende afgørende at kunne overvåge og styre samtlige processer i stadig større og mere komplekse anlæg i realtid – det vil sige i samme øjeblik som data fra produktionen bliver registreret af udstyr eller medarbejdere i stalden, fortæller Samuel Waldorph, der er administrerende direktør i Skiold-koncernen.
Skiold koncernen, der har hovedsæde i Sæby, mener derfor, at det er en naturlig del af Skiold A/S's udvikling, at Farmlog fremover bliver en del af virksomheden.
- Overtagelsen af Farmlog udgør en naturlig forstærkning og videreudvikling af Skiold’s investeringer i automatisering og digitalisering. Det vil bidrage til at udbygge virksomhedens styrkeposition blandt producenter af svin globalt, fastslår Samuel Waldorph.