Skoleleder er færdig på ny, problemramt privatskole

Efter kun fem måneder som skoleleder på Privatskolen i Jerup er Katrine Bagnkop allerede stoppet igen på skolebestyrelsens opfordring.

Privatskolen i Jerup har kun fem måneder på bagen, siden den åbnede med 21 elever indskrevet i august, men allerede nu har den stået over for flere store problemer.

Inden åbningen nåede skolebestyrelsen at lukke både skolen og hjemmesiden, fordi der var for få børn meldt ind. Siden trak skolen overskrifter igen, da SFO-leder Nicoali Sund Brøndum pludselig blev fyret. Og nu sidst i december bliver der føjet et kapitel mere til. 

Skoleleder Katrine Bagnkop har nemlig valgt at fratræde sin stilling på opfordring af skolebestyrelsen. Det skriver Kanal Frederikshavn. 

- Bestyrelsen har valgt, at de ønsker en leder med andre kompetencer end dem, jeg har. Jeg har derfor lavet en fratrædelsesaftale med dem, oplyser Katrine Bagnkop til Kanal Frederikshavn.

Kanal Frederikshavn har uden held forsøgt at få en kommentar fra skolebestyrelsen, men formand Trine Damborg har ikke reageret på henvendelsen.

Ser frem til nye udfordringer

Privatskolen i Jerup åbnede to år efter, den kommunale skole i byen lukkede. Takket være frivillige kræfter og masser af arbejde lykkedes det igen at få en skole i Jerup lidt nord for Frederikshavn.

- Det kræver et stærkt hold at få en ny skole op at køre, jeg håber, de finder den leder, de søger, og jeg ønsker og håber alt det bedste for medarbejderne og eleverne, som jeg kommer til at savne rigtig meget, fortæller Katrine Bagnkop til Kanal Frederikshavn.

Hun ønsker ikke at kommentere på, hvorfor hun ifølge skolebestyrelsen åbenbart ikke er den rigtige leder. 

- Jeg kan blot sige, jeg har lært rigtig meget af at være en del af projektet. Jeg nyder nu julen med min familie og glæder mig til mit næste eventyr. Der er mange døre åbne, og jeg er jo en korkprop, så mon ikke jeg finder en ny spændende udfordring at kaste mig ud i, siger Katrine Bagnkop.


Seneste nyt

fra Nordjylland