Sommerlivet tilbage på stranden i Frederikshavn

Tirsdagens gråvejr blev her til formiddag peppet en anelse op i Frederikshavn - med vaskeægte palmer.

Traditionen tro bliver foråret skudt i gang på Palmestranden i Frederikshavn - ved at de omkring 100 palmer bliver kørt ud af deres vinterhi og ned på deres vante pladser på den populære badestrand. 

Der er Danmarks eneste palmestrand... næsten. Der ligger faktisk også en ved Sillerslev Strand på Mors, fortæller en læser.  I Frederikshavn er palmerne elsket af både de lokale og turisterne, fortæller Michael Nielsen, der er gartner i Frederikshavn Kommune.

For 17 år siden, da palmerne blev sat på stranden i Frederikshavn, var det også Michael Nielsen, der styrede slagets gang. Siden da har han sørget for det eksotiske strandpynt har det godt hele året rundt.

Palmerne og gartneren er gennem årene mere eller mindre vokset sammen. Faktisk så meget, at hans børn et år til jul mente, det skulle markeres med en tatovering på højre overarm.


Seneste nyt

fra Nordjylland