Spektakulært lysshow: Tre dage med fuldt blus på Cloostårnet

Lørdag aften var der premiere på et nyt lysshow på Cloostårnet, som studerende på EUC Nord står for at gennemføre.

Paris har Eiffeltårnet, og New York har Empire State Building - og i Frederikshavn har de Cloostårnet, der de næste dage vil være at opleve på en helt ny måde, nemlig badet i spændende lys.

Det var der premiere på lørdag aften, efter et grundigt arbejde fra en gruppe studerende på eventtekniker-linjen på EUC Nord med at indhylle tårnet i et spektakulært lysshow.

- Det er et kæmpe projekt for os. Det er nok et af de største, vi nogensinde kommer til at lave, hvis ikke det er det største, skolen nogensinde har lavet, siger August Thede, eventtekniker-studernede med speciale i lys.

- Så det bliver spændende at se i aften, når der kommer publikum på, hvad deres oplevelse af det hele er, tilføjer han.

Hyldest til Frederikshavn

Lys-, lyd- og billedshowet er kulminationen på en fortælling, der begyndte i Astrid Graungaards fantasi som en hyldest til Frederikshavns historie.

- Det er mine sjove tanker, der er kommet op på et kæmpe tårn. Det er helt fantastisk, siger Astrid Graungaard, der læser til eventkoordinator på EUC Nord. 

Men ingen premiere uden lidt teknisk knas - vinduerne i Cloostårnet var nemlig frosset til i løbet af natten, og det gav nogle udfordringer for showet, som skulle ordnes, inden de første publikummer skulle dukke op lørdag aften.

Showet kan opleves igen både søndag og mandag aftener ved Cloostårnet.


Seneste nyt

fra Nordjylland