Svømmer Danmark rundt: Det er nærmest vanedannende
Foto: Pressefoto
Lars Simonsen er foredragsholder og fuldtidseventyrer.
Lars Simonsen er i gang med et projekt, der skal tage ham hele vejen rundt om Danmark i vandet. Svømmeren når Skagen onsdag.
Der skal rigtig mange svømmetag til for at komme hele vejen rundt om Danmark. Ikke desto mindre, er det lige præcis det, Lars Simonsen er i gang med. Han vil svømme hele vejen rundt om Danmark, og onsdag tager han sidste etape langs vestkysten og når til Skagen.
- Den første etape i Vesterhavet har været en kæmpe oplevelse, hvor vi har set, oplevet og mærket noget af Danmarks mest fantastiske natur. Jeg har mærket naturen og elementerne, og det har også været hårdt, alligevel føles det nærmest vanedannende, siger Lars Simonsen.
Jeg har mærket naturen og elementerne, og det har også været hårdt, alligevel føles det nærmest vanedannende.
- Lars Simonsen
Lars Simonsen startede sin svømmetur for to måneder siden ved Højer Sluse. Turen fortsætter ned langs den jyske østkyst, til han er på højde med Sjælland, hvorefter han vil krydse Kattegat.
Men Lars Simonsen er ikke helt alene. Ved hans side, vandrende på stranden og padlende i kajak, er Lars’ mor, Ilse Simonsen. Undervejs samler de penge ind til Julemærke Fonden og Depressionsforeningen.