Tandlægemangel i Nordjylland: Serbiske Tanja vil gerne arbejde som tandlæge, men må vente i flere år på tilladelse
Serbiske Tanja Marjanovic er uddannet tandlæge men arbejder med rengøring i Frederikshavn.
Samtidig med at der mangler tandlæger i Danmark, så er der 620 udenlanske tandlæger fra lande udenfor EU, der venter på at få tilladelse til at arbejde i Danmark, og de har ventet i årevis.
32-årige Tanja Marjanovic svinger gulvmoppen hen over gulvet i en opgang i Frederikshavn. Hun arbejder for et rengøringsfirma, selvom hun er uddannet tandlæge fra Serbien. Hun er kommet til Danmark for at få lov til at arbejde som tandlæge, men tilladelsen til det trækker ud.
- Jeg kan ikke arbejde i Danmark som tandlæge, fordi jeg mangler en dansk autorisation, så lige nu arbejder jeg med rengøring for at tjene penge, siger Tanja Marjanovic.
Tandlæger uden for EU må vente
Når man som Tanja Marjanovic er uddannet i et land udenfor EU eller Norden, så skal man søge Styrelsen for Patientsikkerhed om, at få godkendt sin uddannelse i Danmark. Det har Tanja gjort, men lige nu er der tre års ventetid på at styrelsen går i gang med at behandle ansøgningnerne. De ansøgninger som styrelsen lige nu arbejder med er indsendt i januar 2019.
-Måske rejser jeg tilbage til mit hjemland. Den her lange ventetid er et problem.
Tanja Marjanovic.
- Jeg har seks år tandlægeerfaring fra mit hjemland, og jeg vil gerne i gang hurtigst muligt i Danmark. Hvis ikke min uddannelse bliver godkendt i Danmark, så har jeg spildt tre år af min og min families tid, siger Tanja Marjanovic.
620 tandlæger venter på svar
Sundhedsordfører for Enhedslisten Peder Hvelplund er frustreret over at Tanjas sag ligger i en bunke hos Styrelsen for Patientsikkerhed. For hun er ikke alene. Lige nu er der 620 udenlandske tandlæger fra tredje lande, der venter på at få godkendt deres papirer, så de kan få afgjort, om de må arbejde i Danmark eller ej.
- Det er jo helt hul i hovedet. Vi står jo akut og mangler tandlæger her i Danmark, og så har vi ltandæger, der har uddannelsen, som er kompetente til at løse opgaven, og så står de i en situation, hvor de ikke kan få en ansættelse, fordi der er så lang ventetid på sagsbehandlingen. Det er jo helt absurd, siger Peder Hvelplund (Enhedslisten).
Tanja Marjanovic kom til Danmark for otte måneder siden. Hun bor i Frederikshavn sammen med sine to børn og sin mand, Darko Marjanovic, der har en kandidatgrad i Idræt. Familien ønsker en fremtid i Danmark, men nu frygter de at Tanjas uddannelse bliver forældet mens de venter på en afgørelse fra de danske myndigheder.
- Vi kom jo her til Nordjylland, fordi vi havde hørt at I mangler tandlæger, og det giver os viljen til at blive og dag for dag blive bedre til dansk, siger Darko Marjanovic, der også arbejder med rengøring.
Ventetiden skal ned
Udover udenlandske tandlæger, så er der også 1380 læger og 1800 sygeplejesker, der lige nu venter på at få godkendt deres eksamenspapirer hos Styrelsen for Patientsikkerhed. Et flertal i Folketinget har netop afsat 23 millioner kroner over de næste to år, der skal få sagsbehandlingstiden nedbragt.
- Det er jo helt urimeligt, at vi står i en situation, hvor vi har dygtigt og kompetent personale, som bliver sat til rengøringsopgaver eller alt muligt andet, fordi vi har så lange ventelister på, at de kan få godkendt deres uddannelse, siger Peder Hvelplund.
Stor stigning i ansøgere
Styrelsen for Patientsikkerhed oplyser i en mail til Tv2 NORD, at man er i gang med at ansætte nyt personale, der skal vurdere ansøgningerne fra de udenlandske tandlæger. Ifølge styrelsen skyldes den store sagspukkel blandt andet at der i de senere år er kommet mange flere ansøgninger end tidligere. I 2016 fik styrelsen 300 ansøgninger. Det steg til over 1700 i 2020. Samtidig oplyser styrelsen, at man har været udfordret af, at den modtager betaling for sit arbejde bagudrettet, og først får finansiering, når der er udstedt en autorisation. Hvis styrelsen ender med at give et afslag, modtager den ingen penge, selvom man har brugt ressourcer på sagsbehandlingen.
Hvis Tanja Marjanovic får godkendt sin uddannelse, så skal hun derefter bestå en danskprøve, tre fagprøver og til sidst skal hun have et års evalueringsansættelse. Hvis alt går glat tager det hele 5 år, og det er så lang tid at Tanja overvejer at rejse tilbage til Serbien med familien.
- Måske rejser jeg tilbage til mit hjemland. Den her lange ventetid er et problem, siger Tanja Marjanovic.