Tidligere blomsterpiger om mødet med dronningen: - Hendes hånd var meget blød
Danmarks afgående dronning har flere gange besøgt Skagens Kunstmuseer, som håber, at kongefamilien også i fremtiden vil kigge forbi.
Det er snart 14 år siden, Andrea Holmgaard Pedersen stod klar med blomster til dronningen.
- Det er meget sjovt at se igen, og det bringer mange gode minder frem, siger hun.
Nu 19-årige Andrea Holmgaard Pedersen var otte år, da hun var blomsterpige ved et dronningebesøg på Skagens Museum. Hun husker, at venner og familie syntes, det var sejt, at hun skulle møde dronningen.
- De syntes, det var megafedt, at jeg skulle det, og det syntes jeg også selv. Jeg syntes, det var lidt cool, siger Andrea Holmgaard Pedersen.
Har bløde hænder
Dronningen var senest på officielt besøg på Skagens Kunstmuseer i 2022. Her fik Alba Dahl Ebbesen æren af at overrække majestæten blomster.
- Det var lidt vildt, fordi man havde set hende så mange gange i fjernsynet, siger Alba Dahl Ebbesen, som husker en særlig detalje.
- Jeg kan huske, at hendes hånd var meget blød.
Albas mor er Lisette Vind Ebbesen, der er direktør på kunstmuseet. Hun er glad for, at den kunstinteresserede dronning flere gange har været på besøg.
- Det har betydet rigtig meget at have dronningen på besøg på vores museer. Hun har ikke kun kastet glans over Skagen By. Det har også været nogle rigtig gode oplevelser. Det er jo fantastisk at have en dronning, som interesserer sig så passioneret for kunst, kultur og historie, siger Lisette Vind Ebbesen.
Tog dronningens stol
Dronningens museumsbesøg har også kastet nogle sjove anekdoter af sig, selvom museumsdirektøren stadig er en smule flov over at fortælle om en bestemt episode.
- Hun kiggede mig dybt ind i øjnene og sagde: ”De har taget min stol. Det har jeg aldrig prøvet før.” Så var jeg jo helt rød i hovedet og sagde: ”Det må de virkelig undskylde.” Og så grinede hun heldigvis, fortæller Lisette Vind Ebbesen.
På søndag giver dronningen tronen videre til kronprins Frederik som bliver kong Frederik 10.
Skal han også på besøg her på museet?
- Selvfølgelig er Kongehuset fortsat meget velkomne her, og vi håber, at den store interesse for vores samlinger og museer vil fortsætte. Og dronningen er her jo heldigvis endnu, så hun er også mere end velkommen, siger Lisette Vind Ebbesen.