Til stor overraskelse: Venstre uenige om budget i Frederikshavn
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Der var kold luft mellem borgmesteren og Jens Borup til byrådsmødet onsdag.
Der var onsdag aften byrådsmøde i Frederikshavn Kommune, hvor budgettet for det kommende år skulle vedtages.
Men til stor overraskelse, var det ikke alle 29 medlemmer af byrådet, der stemte for. Venstres Jens Borup undlod at stemme, fordi han først og fremmest ikke vil acceptere, at mange ældre kun skal have gjort rent hver tredje uge. Det skriver Kanal Frederikshavn.
Borgmester Birgit S. Hansen (S) havde regnet med, at byrådet var blevet enige på forhånd, og derfor var det en glad borgmester, der indledte mødet med at sige, hvor glad hun var for, at de var nået til enighed. Men så fik Venstres gruppeformand Peter Sørensen ordet.
- Jeg er lidt træt af at skulle sige det, men et flertal i Venstre stemmer for budgettet. Det er ikke lykkedes at få en enig gruppe, konstaterede Peter Sørensen (V).
Ingen respekt
Lidt efter fik hovedpersonen selv, Jens Borup (V) selv ordet.
- Jeg vil ikke gå med til at forringe rengøringen hos de ældre til hver tredje uge. Jeg respekterer, at der er flertal for det, men jeg vil have lov til at sige, at det er jeg ikke enig i. Derfor er der en enkelt i i Venstre, som ikke stemmer med gruppen, og det er så mig, lød det fra Jens Borup.
Men den melding faldt absolut ikke i god jord ved borgmester Birgit S. Hansen, der svarede:
- Jeg har stor respekt for, at du har holdninger, men jeg har nul som ingen respekt for, at du stiller dig op med de synspunkter, som vi andre også har ondt i maven over, uden at du anviser en finansiering til, hvordan vi kan blive ved med at gøre rent hver anden uge hos de ældre. Det er simpelthen for billigt og populistisk. Vi andre har siddet og knoklet og vendt hver en krone for at få tingene til at hænge sammen. Man kan stille ændringsforslag inden 4. oktober, men jeg så ingen ændringsforslag. Det har jeg nul respekt for, sagde Birgit S. Hansen til Jens Borup.
Efter en smule mere diskussion endte budgettet med at blive vedtaget med 28-0. Jens Borup undlod helt at stemme.