Tiltalt om datters anklager: "Sørøverhistorier" plantet af plejefamilie
En 54-årig mor nægter sig skyldig i en sag, hvor hun er tiltalt for at medvirke til flere voldtægter af sin datter. En 51-årig mand er også tiltalt i sagen, som i dag begyndte ved Retten i Hjørring.
En 54-årig kvinde og en 51-årig mand er tiltalt i en sag om flere voldtægter af den 54-åriges mindreårige datter. Begge nægter sig skyldige.
Retssagen mod en 51-årig mand, der er anklaget for at have voldtaget en mindreårig pige på flere færgeture fra Nordjylland til Norge og Sverige, begyndte torsdag ved Retten i Hjørring.
Den snart 11-årige piges 54-årige mor er også tiltalt i sagen. Hun har ifølge tiltalen medvirket til voldtægter af datteren på færger til Norge, Sverige og Ærø.
- Der er rejst tiltale mod pigens mor, fordi hun har medvirket til at den medtiltalte to gange har haft samleje med datteren på en færge til Sverige og på en færge til Norge, og så er moderen også tiltalt for, at nogle ikke kendte mænd har haft samleje med datteren på en færge til Ærø, fortæller specialanklager Karina Skou fra Nordjyllands Politi, der fører sagen i retten.
Den 54-årige kvinde er tidligere dømt i den sag, der bliver omtalt som Skagen-sagen. I den sag blev hun sidste år idømt otte års fængsel for blandt andet at have medvirket til, at hendes datter, som dengang var mellem otte og ni år gammel, blev voldtaget af kvindens daværende kæreste og flere andre mænd. Den sag, som i dag begyndte ved Retten i Hjørring, udspringer af Skagen-sagen.
- Vi får løbende nogle henvendelser fra pigens plejemor, og det fik vi så også omkring den sidste del af tiltalen, som vedrører denne sag.
Spørgsmål: Hvornår er det den henvendelse kommer?
- Jamen, den kommer, da vi er i gang med den forrige sag, siger Karina Skou.
Efterforskningen førte til, at den 51-årige mand, som i sommeren 2012 var kæreste med den tiltalte kvinde, blev anholdt i november sidste år. Han har siddet varetægtsfængslet frem til i dag, hvor sagen mod ham og den forurettede piges mor begyndte.
De tiltalte blev på dagens retsmøde begge afhørt af anklager Karina Skou. Under afhøringen svarede den tiltalte mand lavmælt på anklagerens spørgsmål, mens den 54-årige kvinde i et noget højere og mere vredt toneleje flere gange afviste beskyldningerne mod hende. Begge tiltalte nægter sig skyldige.
Flere videoafhøringer af den 11-årige pige blev torsdag afspillet for lukkede døre i Retten i Hjørring. De udgør en stor del af anklagerens beviser mod de to tiltalte, men den 54-årige mor til offeret kaldte i retten sin datters anklager for ”sørøverhistorier”, som hun mente, at den plejefamilie, datteren i oktober 2014 blev anbragt hos, havde tvunget hende til at opfinde.
Sagen fortsætter med vidneafhøringer i morgen, og der ventes at falde dom på tirsdag.