Tørfisk lokker frederikshavnerne til 1. maj
Der var lang kø til salget af tørfisk til 1. maj arrangementet i Frederikshavn.
Der var tørfisk, taler og røde faner til arbejdernes internationale kampdag i Frederikshavn.
De lysegrønne bøgeblade står i kontrast til de røde faner. Plakaterne er hængt op, kagen er bagt og scenen er næsten klar.
- Jeg mangler kun lige det sidste pynt. Så er vi der, siger Kristian Tornby.
Kristian Tornby er formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation i Frederikshavn og Læsø. Han er i fuld gang med at gøre klar til arbejdernes internationale kampdag, der markeres på Knivholt Hovedgaard i Frederikshavn.
Selvom 1. maj som så mange gange før bliver afholdt på Knivholt Hovedgaard, så er det alligevel anderledes i år. Det er nemlig første gang, Fagbevægelsens Hovedorganisation Frederikshavn og Læsø er arrangør - det er derfor også første gang, Kristian Tornby står i spidsen.
Jeg er meget spændt, men jeg ved, at der er mange erfarne, der altid kan hjælpe til.
Kristian Tornby, formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation i Frederikshavn og Læsø.
Gensynsglæde
Under coronapandemien besluttede de nordjyske fagforeninger at slå sig sammen. Det, der tidligere var lokale sektioner af LO og FTF, har forenet sig i en stor lokal hovedsektion, der kaldes Fagbevægelsens Hovedorganisation Nordjylland. Derfor er det nu dem, der byder velkommen til 1. maj.
Og selvom den nye titel som medarrangør til kampdagen er nervepirrende, så er det alligevel det hele værd, mener formanden.
- Man kan se, at folk har et smil på læben, når de taler sammen. Så glæden ved at se på hinanden og kunne mødes igen, det er dejligt, siger han.
Efter to år med coronarestriktioner og forsamlingsforbud er dagens arrangement kærkommen.
- Jeg tror virkelig, at folk er sultne efter at kunne opleve fællesskabsfølelsen igen. Jeg er i hvert fald selv, siger Kristian Tornby.
Tørfisk på menuen
Noget, der ikke har ændret sig de sidste 100 år, er duften. Hvert år 1. maj i Frederikshavn er der nemlig en skarp duft af tørfisk. Og det er der en helt særlig grund til.
- Det er en tradition, vi aldrig stopper med. Folk elsker det, siger John Karlson, der er formand for Dansk Metal Vendsyssel, og som steger de specielle fisk i dagens anledning.
Det tyder på, at han har ret. For køen til at købe tørfisk med rugbrød og tandsmør er nemlig lang. Én af dem, der står i kø til at købe et stykke af den saltede fisk, er borgmester i Frederikshavn Kommune, Birgit Hansen.
- Det vigtigste omkring fisken er traditionen. Men udover det, så smager den faktisk rigtig godt, siger borgmesteren.
Lang forberedelse
Udover de duftende tørfisk, så er lokalet fuld af boder, der sælger alt fra cupcakes til røde pølser. Det har krævet mange arbejdstimer at få stablet et arrangement som dette på benene.
- Jeg startede klokken otte i morges. Boderne skulle sættes op, sanghæfter deles ud, og så skulle der gøres klar til musikken, siger Kristian Tornby.
Trætheden kan mærkes, så kaffekoppen bliver tanket op lidt flere gange, end han plejer. Formandens energi bliver dog pludselig fornyet, da de mere end hundrede fremmødte synger i kor til slagsangen: ’Når jeg ser et rødt flag smælde’.
- Det er så skønt, at der er kommet så mange. Jeg får helt gåsehud, siger Kristian Tornby.