Tophold slog igen White Hawks
Foto: Christian Henriksen / TV2 Nord
For tredje gang i denne sæson trak Rungsted det længste i strå i duellen mod Frederikshavn White Hawks. Isligaens førerhold vandt topkampen i Frederikshavn med 4-2.
Frederikshavn var på vej mod et flot comeback i en kamp, som ellers så afgjort ud, da Rungsted i begyndelsen af anden periode kom foran med 2-0. Metal Ligaens tophold sværmede herefter omkring Frederikshavns mål, og det lignede blot et spørgsmål om tid, før hjemmeholdet ville være yderligere bagud.
En dobbelt udvisning til Rungsted bragte spændingen tilbage og forvandlede Frederikshavn. Christopher Frederiksen reducerede til 2-1, og under et minut senere var pucken igen i nettet hos Thomas Lillie i Rungsteds mål.
Udligningen blev sat ind af Ian Brady, som fyrede et knastørt slagskud afsted uden chance for Thomas Lillie.
Frederikshavn jagtede endnu en scoring i tredje periode, men topholdet slog igen og kom hurtigt i perioden foran med 3-2. Frederikshavn havde chancerne til udligning endnu en gang, men denne gang hjalp en udvisning til Rungsted ikke.
I stedet scorede Mattias Persson til 4-2 til Rungsted, som tog sæsonens anden sejr i Frederikshavn.
Frederikshavn er med nederlaget på fjerdepladsen i ligaen 14 point efter Rungsted.